Ny fitnesskæde kommer til Aalborg: Nu ligger åbningsdatoen fast
Planerne har været annonceret længe - og i flere uger har der også været heftig aktivitet i lokalerne på Vesterbro 79.
Fitnesskæden Power House Danmark kommer nemlig til byen med både fitnessfaciliteter til cardio-, styrke- og funktionel træning.
Dertil kommer muligheden for at deltage i den populære reformer-holdtræning.
Alt sammen bliver det samlet i de 2000 kvadratmeter store lokaler, der tidligere har huset både en Pure Gym og Fitness World.
Nu har Power House Aalborg dog meldt sin ankomst - og tilmed er fitnesskæden nu klar med en åbningsdato og "et brag af en åbningsweekend", lyder det i et nyhedsbrev, som fitnesskæden har sendt ud.
Heri fremgår det også, at det bliver fredag 4. april kl. 10, at Aalborg-centeret åbner dørene for første gang.
Skarpe åbningstilbud
Lærke Bach og Jonas Helbech Nielsen, der udgør to tredjedele af ejerkredsen, har tidligere påpeget, at de "skaber fitnesscentre, som bidrager til at motivere vores medlemmer".
- Det kræver sans for detaljerne at give besøgende mere energi, så snart de træder ind i et fitness center, men vi hører gang på gang, at det netop er dét, Power House kan, udtalte de i november sidste år.
Lærke Bach og Jonas Helbech Nielsen ejer i øvrigt Power House Danmark sammen med den nordjyske serieinvestor, Magnus Kjøller.
Det kommer til at koste 349 kroner at have et Power House-medlemskab, men tilmelder man sig inden åbningen 4. april, får man april og maj til 99 kroner pr. måned.
Tilsvarende kan man erhverve sig et reformer-abonnement til 349 kroner om måneden for april og maj - mod en normalpris på 699 kroner.