Malte Ebert tager på turné med debutalbum - og kommer også til Aalborg
Med "Alle veje fører hjem" har Malte Ebert skabt et album, der udfolder sig som en coming-of-age-fortælling om at finde sig selv.
Nu pakker han og hans band tourbussen og drager ud på en landsdækkende spillestedsturné i starten af 2026.
Det er sjældent, at en debutant træder frem med så stor erfaring som Malte Ebert. Bag sig har han allerede adskillige hits og priser, både i eget navn og som sit satiriske alterego, Gulddreng.
Nu har han udgivet sit første album under eget navn – et album, der naturligvis bliver en central del af sætlisten på den kommende turné.
- Det er det album, jeg har ventet på og drømt om, siden jeg begyndte at skrive sange. Titlen kredser om at finde sit hjem i livet. 20’erne handler om at navigere i alle de muligheder, man får.
- For mig har der været mange omveje, men de har alle gjort mig klogere på, hvor jeg ville stå. At få lov til at udtrykke mig selv og mine følelser - den glæde og forbindelse har jeg fundet tilbage til, fortæller Malte Ebert.
Han rammer Aalborg og Royal Stage på Skråen 7. marts 2026.
Prisvindende artist
Malte Ebert har skrevet sange, siden han som dreng købte sin første guitar med penge, han sparede op ved at gå med aviser. I 2016 slog han igennem med karakteren Gulddreng, hvis syv første singler gik direkte ind som nummer ét, og han har vundet en række priser.
Som dansksproget solokunstner har han skabt millionstreamede numre som Kun med dig, Kalde Dem for du – skrevet til Dronning Margrethe II – og Julehjertets hemmelighed.
I 2024 har han udgivet flere hits, heriblandt Fortæl Mig Hvis Du Vil Noget Andet, samt de guldcertificerede singler Mindst ondt med Svea S og Kongen af Danmark.
Ved siden af sine udgivelser har han eksperimenteret med koncertformatet, blandt andet med Mellem Himmel og Jord i samarbejde med Nikolaj Cederholm samt Gennemsnitsdansker, der fik seks stjerner i GAFFA.
Han har optrådt på nogle af landets største festivalscener, men denne gang er det en rendyrket bandturné, der venter.
- I starten af 2026 drager mit band og jeg ud på landets spillesteder med alle jeres yndlingssange i centrum. De sidste par år har vi eksperimenteret, og jeg har udviklet mig enormt meget med teaterformatet, men nu drømmer jeg om koncerter med guitarsoloer, store sange og det fedeste band.
- Det sker i starten af 2026! Tak fordi I lytter og kommer til koncerterne – jeg glæder mig sindssygt meget til at spille for jer.