Louise har skabt det keramikværksted, hun selv manglede – og nu udvider hun
Hos Keramikværkstedet Aalborg former man ikke kun kopper og vaser – her bliver der også drejet på venskaber og æltet fællesskab.
– Jeg startede det her værksted, fordi jeg selv manglede et sted, hvor jeg kunne fordybe mig i keramikken og arbejde kontinuerligt med det. Et rigtigt værksted, hvor man også oplever fællesskab, fortæller Louise Klitgaard Jensen, kvinden bag det hele.
Siden åbningen i august har det medlemsbaserede værksted tiltrukket både nybegyndere og garvede lerentusiaster – og nu er der kommet endnu mere plads at boltre sig på.
Louise har nemlig udvidet det i forvejen 147 kvadratmeter store værksted med et ekstra lokale, så endnu flere kan lade kreativiteten tage form.
Plads til alle – og lidt til
Træder du ind ad døren, møder du straks duften af ler, en rolig summen af koncentration og højst sandsynligt et venligt velkommen fra en "keramiker" i forklæde og flow.
Her i værkstedet er der højt til loftet – både fysisk og mentalt. Her er unge studerende, pensionister, sygemeldte og mange flere.
– Noget af det, jeg lægger vægt på, er, at her er plads til alle slags mennesker, og at folk får det rum, de har brug for.
Louise har endda tænkt på dem, der trives bedst i fred. Værkstedet har nemlig flytbare rumdelere, så man kan skabe sit eget lille hjørne.
– Hvis man synes, det er overvældende at sidde i et stort rum, må man gerne tage en rumdeler med sig og finde ro. Det er vigtigt, at folk føler sig trygge her.
Frihed, fællesskab og tillid
I Louises værksted er der ingen faste skemaer eller rigide regler.
I stedet tilbydes medlemmerne frihed under ansvar – og muligheden for at vælge netop det hjørne, der passer dem bedst: et socialt bord eller et stille spot, hvor man kan fordybe sig i fred.
– Det hele bygger på tillid. Når man bliver en del af værkstedet, forpligter man sig til fællesskabet – uanset om man foretrækker at sidde for sig selv eller sammen med andre. Det betyder selvfølgelig, at man hjælper til og rydder op efter sig selv.
Med et medlemskab får man adgang til værkstedet et vist antal timer om ugen – og man bestemmer selv, hvornår man bruger dem. Ingen tidsbestilling, bare keramikglæde, når det passer ind i hverdagen.
– I starten sagde folk til mig: "Du bliver snydt", men det er overhovedet ikke det, jeg oplever. Jeg oplever faktisk, at når folk får medansvar, og når de bliver en del af det her, så fungerer det rigtig godt.
Har du lyst til at være med?
Keramikværkstedet har hjemme i den gamle togremise på Hjulmagervej 58 i Aalborg.
– Vi har bare fået et virkelig fedt sammenhold. Det er faktisk blevet præcis, som jeg drømte om.
Har du lyst til at blive en del af det kreative, tillidsbaserede fællesskab? Så er det bare at tage fat i Louise – alle er velkomne, uanset erfaring.
– Mange siger: "Jeg har aldrig prøvet at lave keramik før", og det er helt fint. Så guider jeg gerne første gang, du er her. Og skulle der opstå spørgsmål bagefter, så spørger man bare.