Lokal karateklub vinder fire historiske medaljer
De har tidligere prøvet at vinde to EM-medaljer, men nu har lokal karateklub for alvor imponeret.
Til U.21 EM i Polen forrige uge kunne klubben Sportskarate.dk nemlig tage hjem igen med hele fire medaljer.
- Vi har før taget to guldmedaljer, hvilket var historisk, så vi er meget tilfredse, udtaler Allan Busk, der er cheftræner i klubben.
Danmark var afsted med 21 karatekæmpere, hvoraf 15 kom fra Sportskarate.dk, der holder til i Nordkraft.
De fire medaljevindere er Sarah Abildgaard, Hannah Bath, Anna Kristensen og Astamaja Bath.
- Vi skal have fejret, at klubben nu igen har sikret endnu flere medaljer fra allerøverste hylde. Det er helt uden fortilfælde, at en dansk karateklub sikrer så solide resultater og er så velrepræsenteret i toppen af karaten. Det er et synligt bevis på, at vores tilgang til sporten, træning og det sociale liv blandt kæmperne, skaber resultater, siger Allan Busk.