Billede beskrivelse

Lokal fodboldklub udsat for hærværk: Nu sætter frivillig en dusør på højkant

01. februar 2025 kl. 17.03

Det var noget af et syn, forbipasserende og frivillige hos fodboldklubben Aalborg KFUM fik sig lørdag morgen. 

Store dele af fodboldforeningens græsbaner var blevet pløjet op - et hærværk der er sket mellem kl. 18 fredag aften og kl. 9 lørdag morgen. 

Det beskriver Aalborg KFUM på sin Facebook-side. 

"Det er svært at forestille sig, at man kan være så primitiv at pløje en fodboldbane op, hvor hundredevis af børn og unge mennesker dyrker deres sport, men det har desværre været tilfældet i nat", står der blandt andet i opslaget.

Til Nordjyske fortæller forretningsfører i Aalborg KFUM, Anders Christensen, at han står med "en følelse af afmagt". 

- Vi er en klub i vækst og har nu omkring 1500 medlemmer, så der er i forvejen pres på banekapaciteten. Og der er lige en af vores frivillige, der har sagt, at han gerne vil give en dusør på 5000 kroner, hvis man kan komme med oplysninger, der kan lede til gerningsmanden, siger forretningsføreren til Nordjyske. 

Har man oplysninger, man gerne vil dele med Aalborg KFUM, kan Anders Christensen kontaktes på anders@aalborgkfumfodbold.dk eller 29684325. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste