Billede beskrivelse

Klumme: Tusindårshændelse i Nørresundby

16. juli 2025 kl. 06.02

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden

En tusindårshændelse.

Sådan beskrives den mærkværdige, mystiske og uhørt sjældne hændelse, der har ramt et større område af Nørresundby. Her bliver et stort offentligt byggeri tilsyneladende færdigt nogenlunde til tiden og det endda mere eller mindre inden for budgettet.

Allerede nu betragtes det som en ganske enestående historisk begivenhed. Mange vil i årene fremover kunne huske, hvad de lavede og hvor de var, da de hørte om det.

Der er tale om et omfattende skolebyggeri på Stigsborg-grunden, et såkaldt børne- og ungeunivers, som altså helt usædvanligt ser ud til at blive færdigbygget stort set i overensstemmelse med en tidligere annonceret tidsplan.

- Ja, man havde vist nok satset på at være færdig nogle måneder tidligere, men bare det at man kan færdigmelde inden for det samme år, er helt, helt exceptionelt, fortæller en branchekilde, som ønsker at være anonym af hensyn til risikoen for øget forventningspres på egne projekter.

Andre beskriver det hele som fiktion, et fatamorgana, en enhjørning. Noget man kan fantasere og drømme om, men som simpelthen ikke findes i virkeligheden.

En pressemeddelelse, udsendt af bygherre og udvikler, beretter om officiel indvielse i sommeren 2025. Det flugter sådan cirka nogenlunde med udmeldinger tilbage fra opstarten på byggeriet og flere kilder fortæller derfor om udbredt chok og forbløffelse i branchen. Om skepsis og mistro.

I stedet gættes på alt lige fra fake news, hallucinationer, storskalahypnose og optiske illusioner som forklaring på den overraskende omtrentlige opfyldelse af byggeprojektets tidsplan.

- Vi snakker 16.000 kvadratmeter. Vi snakker skolebygning, idrætshal, multisal, fitness, musiklokaler og køkkenfaciliteter. Vi snakker en offentlig bygherre i samarbejde med en stor privat entreprenør og underleverandører. Med minimale forsinkelser, påstår I og klar sådan cirka til tiden? Ha! Jeg må le, lyder det fra en anden med branchekendskab.

- Og der har heller ikke været historier om algevækst, mug, gennemvædet isolering, utætte tagkonstruktioner, våde operationsstuer, rustne vandrør, skæve ramper til helikopterplatforme eller om at bore tusindvis af huller i færdigt murværk for at få vand ud af vindueslysninger- og etageadskillelser? Himmelråbende urealistisk, påpeger kilden.

- Nej, den må I længere ud på landet med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste