Seneste nyt
Billede beskrivelse

IKEA sender kunder på jagt i varehuset: Alle får en gevinst

08. august 2026 kl. 12.01

AALBORG: Studerende og andre besøgende kan i de kommende uger gå på jagt efter præmier i IKEA Aalborg.

I anledning af studiestarten har møbelhuset lanceret IKEA Jagten, hvor kunderne skal finde et tårn af flyttekasser i varehuset og scanne en QR-kode. Herefter kan de deltage i et mobilspil, hvor det gælder om at samle point.

Det oplyser IKEA i en pressemeddelelse.

Deltagere, der samler det nødvendige antal point, kommer med i lodtrækningen om blandt andet lamper, værdibeviser på 1.000 kroner og andre produkter til boligen. Der kommer nye præmier hver uge, og det er muligt at deltage igen ved et nyt besøg.

- Den første bolig danner rammen om en helt ny hverdag, og vi vil gerne hjælpe de kommende studerende godt fra start. Derfor har vi skabt IKEA Jagten som en sjov anledning til både at finde inspiration og måske tage nogle favoritter til den første bolig med hjem, siger Emil Gram, Country Commercial Activity Leader hos IKEA Danmark, i pressemeddelelsen.

I alt bliver der ifølge IKEA uddelt mere end 7.000 gevinster på tværs af virksomhedens danske varehuse.

Jagten er særligt målrettet de mange unge, der i forbindelse med studiestarten flytter i deres første lejlighed eller på kollegium. Alle besøgende i varehuset kan dog deltage.

- Vi ved, at budgettet ofte er stramt, når man flytter hjemmefra. Derfor vil vi gerne gøre det lettere at komme godt fra start med et godt skrivebord, den rigtige belysning og de vigtigste ting til hverdagen, uden at det koster en formue, siger Emil Gram.

Vinder man ikke en af præmierne, kan man i stedet få en softice fra varehusets bistro.

IKEA Jagten fortsætter i IKEA Aalborg frem til 27. august.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste