Igen i år deler Lisbeth ud: Her kan du lave din egen buket for 25 kroner
Sidste år var der mange mennesker og var rigtig flot besøgt.
I år regner Lisbeth Weidinger også med, at hendes blomstermark kan skabe glæde.
For fjerde år i træk sælger hun ud af sine blomster på de tilstødende marker op til hendes hus på Sulstedvej i Nørhalne.
Og så kan man ellers plukke alle de blomster, man kan tænke sig - til den nette sum af 25 kroner.
Det fortæller Lisbeth Weidingers datter, Camilla, til Ligeher.nu - og det fremgår også af Facebook-siden "Lisbeths blomstereng".
I år satser Lisbeth Weidinger, der i øvrigt er sygeplejerske til daglig, på, at det bliver en noget bedre sæson.
Sidste år måtte man nemlig vente helt til 14. juli med at åbne markerne for offentligheden første gang. I år blev blomstersalget skudt i gang lørdag i sidste uge.
Selve udsalget fortsætter, indtil der ikke er flere blomster tilbage på marken.
Det plejer typisk at være omkring 1. oktober.
Du finder engen med de vilde blomster på Sulstedvej 72 i Nørhalne.
Vær opmærksom på, at det kun er muligt at betale med MobilePay, og at nummeret står på et skilt ved engen.