Højvangskolens elever har styr på cyklerne
I slutningen af januar blev Vintercykeldag afholdt på Højvangskolen i Svenstrup.
Det skete i et samarbejde mellem Cyklistforbundet Aalborg, den lokale cykelhandler Bikezone og skolens færdselskontaktlærer.
Det fortæller arrangørerne i en fælles pressemeddelelse.
Mange børn vælger i vintermånederne at erstatte cykelturen med en varm bilkørsel sammen med forældrene.
For at motivere eleverne til at tage cyklen igen stod René Hansen fra Bikezone klar til at gennemgå cyklerne hos skolens 3.-5. klasser.
Bremser, reflekser og dæktryk blev blandt andet tjekket, og eleverne fik en seddel med hjem til forældrene med eventuelle mangler samt en voucher til service af cyklen.
Generelt var cyklerne i god stand, og der blev kun givet mindre anmærkninger, fortæller René Hansen.
- En god cykel med det rette udstyr, korrekt indstillet sadel og gode cykellygter giver både øget trafiksikkerhed og større cykelglæde. Derfor var det opmuntrende at se, at cyklerne var i fin stand, siger han om sin oplevelse på Vintercykeldagen.
Rådmand for Børn og Unge, Morten Thiessen, lagde også vejen forbi Højvangskolen for at markere dagen.
Han var begejstret for initiativet og det store antal cykelglade elever:
- Mange elever cykler allerede til skole – men vi vil gerne have endnu flere med. At cykle giver børn frihed, motion og adgang til stærkere fællesskaber, siger rådmanden.
Den holdning deler forperson for Cyklistforbundet i Aalborg, Mike White:
- I Cyklistforbundet arbejder vi målrettet for at få flere børn op på cyklen og sikre, at de trygt kan cykle til skole, fritidsaktiviteter og venner. Derfor er vi utroligt glade for den store opbakning til dagens arrangement fra Højvangskolen, rådmanden, Bikezone og de frivillige i lokalafdelingen.