Billede beskrivelse

Folk strømmede til biblioteksåbning

01. februar 2025 kl. 12.00

På en helt almindelig onsdag eftermiddag er der sjældent trængselstilstande på Nørresundby Bibliotek.

Men nu var onsdagen heller ikke helt almindelig for hverken brugere eller personale. 

Det var nemlig blevet tid til officiel indvielse af de helt nye biblioteksrammer i det gamle rådhus på Torvet 5. 

Billede beskrivelse

Efter 60 år med adresse på Østerbrogade er Nørresundby Bibliotek rykket indenfor i de nyistandsatte lokaler. 

Det foregik efter alle kunstens regler med taler af blandt andre rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, Jes Lunde (R). 

Han slog indledningsvis fast, at bibliotekerne udfylder en væsentlig rolle i kulturlivet. '

- Det er derfor ikke ubegrundet, at biblioteksvæsenet er den absolut dyreste post, vi har på kulturområdet, lød det fra rådmanden. 

Han roste også placeringen af det nye bibliotek. 

- Her i det gamle rådhus er der i forvejen masser af aktiviteter. Jeg er sikker på, at biblioteket får et rigtig godt samspil med de foreninger, der har adresse her, sagde Jes Lunde.

Billede beskrivelse

Flere tusinde brugere

Cirka 50.000 brugere benytter sig på årsbasis af Nørresundby Bibliotek. 

En af dem er Anne Justesen, der ofte lægger vejen forbi med børnene Isak og Lilly. 

- Det nye bibliotek er blevet rigtig godt. Det er mindre og mere velindrettet for ikke mindst børnefamilier som vores. Der er eksempelvis mange fine siddepladser, hvor der kan læses højt. Selv bruger jeg også biblioteket rigtig meget i forbindelse med mit studie, beretter Anne Justesen.

Billede beskrivelse

Hun suppleres af bibliotekschef Kristine Nygaard. 

- Nu er vi rykket ind i en bygning med rum, der er fyldt med historier. Det er et hus, som er brugernes og som vi skal have til at fungere med alle mulige forskellige fællesskaber, konstaterede hun i sin tale til forsamlingen. 

Indvielsen blev i øvrigt krydret med musik af Aalborg Kulturskole, ligesom trylleklovnen Migu lagde vejen forbi. 

Desuden blev der fristet med sprøde hotdog fra pølsevognen udenfor.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste