Billede beskrivelse

Drømmer du om en middagslur i Ikea? Så har du snart chancen

04. februar 2025 kl. 10.32

Det er en ganske lille skare forundt at have overnattet eller sovet i Ikea Aalborgs store sengeområde. 

Nogle få prøvede det under den omfattende snestorm i december 2021, og nu åbner møbelgiganten så op for at prøve noget lignende i Aalborg-varehuset i vinterferien.

Det skriver Ikea i en pressemeddelelse. 

Søndag 16. februar kan man således betale sig til en middagslur i Ikeas sengeafdeling. Det sker i samarbejde med virksomheden Lurtid, som er eksperter inden for søvn. 

- Søvn og hvile er afgørende for vores velvære, og dårlige søvnvaner påvirker søvnkvaliteten negativt. Derfor vil vi gerne give danskerne en velfortjent pause uden skærme, deadlines og tjeklister og opfordre til at slappe mere af og prioritere hvile i løbet af dagen, siger Nanna Salver, der er stifter af Lurtid. 

Der er et begrænset antal pladser til middagsluren, og billetter til eventet koster 50 kroner. Til gengæld får man så en goodiebag med en Ikea-voucher. 

- Vi danskere er gode til at fylde vores hverdag med to-do-lister, men hvornår har vi sidst skrevet ‘middagslur’ på skemaet? Vi skal huske at hvile os uden formål og slappe af, bare fordi vi kan. Derfor inviterer vi vores kunder til at komme helt ned i gear i vinterferien og mærke, hvad ro faktisk kan gøre for én, siger Sandra Gøthler, der er indretningsekspert i Ikea. 

Vinterferien byder i øvrigt på en række andre arrangementer og aktiviteter i Ikea Aalborg. 

Få overblikket over dem nedenfor. 

Vinterferieaktiviteter i Ikea Aalborg

  • Børnedisko i Småland søndag d. 16. februar.
  • Deltag i konkurrencen om at få en indretnings-make-over derhjemme.
  • Smag på hjemmelavede mocktails lørdag d. 15. februar og 22. februar.
  • Køb en Fabler Björn-billet - og få 10 overraskelser i vinterferien til børn i alderen 3-10 år
  • Besøg af Bamsehospitalet: Er din bamse blevet syg - eller har den måske brækket armen? Så kan den få behandling af Bamsehospitalet lørdag 15. februar kl. 10-13.
  • Få styr på garderoben sammen med Ikeass garderobespecialister til PAX-event 10. og 19. februar.
  • Gå på jagt efter gemte valentins-hjerter på Valentinsdag fredag 14. februar.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste