Billede beskrivelse

De troede, at trafikkaos var kommunens skyld: Nu viser undersøgelse noget helt andet

10. februar 2025 kl. 17.36

Flere hundrede bilister sad i kø lørdag eftermiddag, da et trafiklys lige uden for Friis Shoppingcenter igen var i udu - præcis som i maj sidste år

Dengang viste det sig at være en fejlindstilling på selve lyskrydset - altså var ansvaret Aalborg Kommunes. 

Det troede Niels Adolfsen også var tilfældet denne gang, da Nordjyske fangede ham for en kommentar lørdag eftermiddag. 

- Vi har problemer med lyskrydset, så kommunen skal formentlig have nogen ud at kigge på det igen. Jeg skal have fat i kommunen mandag morgen og sige til dem, at det går simpelthen ikke det her. Nu er de simpelthen nødt til at tage det seriøst, sagde han i den forbindelse. 

Det har dog vist sig, at den antagelse var forkert. 

Det fastslår Aalborg Kommune i en pressemeddelelse, som de har sendt ud mandag eftermiddag. Heri tilskriver man lørdagens hændelse "en menneskelig fejl". 

"Vi har mandag eftermiddag været i dialog med Center Manager i Friis Niels Adolfsen, som fortæller, at han havde bedt en ansat i Friis Shoppingcenter om at gå ned og ændre signalprogrammet. Friis har en nøgle, så de selv kan foretage manuelt programskifte efter en manual", lyder det i pressemeddelsen. 

"Desværre foretog den ansatte en fejlbetjening, så signalanlægget kørte et forkert program, som havde modsat virkning og prioriterede indkørsel fremfor udkørsel af p-anlægget," bliver det beskrevet videre. 

Fejl er blevet rettet

Mette Skamris Holm er forvaltningsgrenchef i By og Land i Aalborg Kommune, og hun forklarer endvidere, at man i signalanlæggets system fører en logbog over de aktiviteter, der er lavet i løbet af lørdagen. 

- Af loggen kan vi i dag se, at der var tale om en beklagelig menneskelig fejl, og altså ikke en teknisk fejl. De fejl, som der tidligere har været på anlægget - og som har været omtalt i medierne - var af teknisk karakter, som skyldtes indstillinger i programmet. De fejl er blevet rettet, og har derfor ikke kunnet forekomme igen, siger hun. 

Ligeher.nu Aalborg har - på bagkant af den udsendte pressemeddelelse - været i kontakt med Niels Adolfsen. 

- Det var en menneskelig fejl, begået af en af vores ansatte, der var skyld i den lange udkørselstid fra p-huset i lørdags. Det må selvfølgelig ikke ske, og derfor strammer vi op på retningslinjerne fra i dag, ligesom vi har møde med kommunen tirsdag for at sikre os, at trafikken fremadrettet bliver afviklet på bedste vis, siger han. 

Der er 850 parkeringspladser under Friis Shoppingcenter. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste