Seneste nyt
Billede beskrivelse

Asfalt-sæsonen rammer flere trafikerede veje

06. juni 2026 kl. 08.02

NORDJYLLAND: Bilister og buspassagerer må i de kommende uger forvente ekstra rejsetid på flere af kommunens større veje. 

Der skal lægges nyt slidlag på Egensevej, Hjørring Landevej, Mejlstedvej og Tylstrup Landevej, og trafikanter opfordres derfor til at benytte alternative ruter, hvor det er muligt.

Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det er sæson for asfaltarbejde, og 2026 er ingen undtagelse. Inden de nye vejbelægninger er på plads, kan der opstå gener for trafikken – særligt i myldretiden. 

Buspassagerer kan desuden opleve midlertidigt lukkede stoppesteder, og enkelte busruter kan i kortere perioder blive omlagt. Arbejdet er en del af kommunens løbende plan for vejvedligeholdelse.

Egensevej

Der skal lægges nyt slidlag på Egensevej fra Svinetruget til 200 meter øst for Øster Vase. Arbejdet udføres i perioden 15.-26. juni 2026.

Strækningen mellem Svinetruget og Engvej bliver helt afspærret, og trafikken ledes via Svinetruget, Storvordevej, Vandværksvej og Engvej. 

Mellem Engvej og 200 meter øst for Øster Vase reguleres trafikken med lysanlæg, så trafikken afvikles i én retning ad gangen.

Adgangen til og fra Vester Vase vil desuden være afspærret i perioden.

Hjørring Landevej og Mejlstedvej ved Vestbjerg

I perioden 9. juni til 10. juli udføres der vejarbejde på Hjørring Landevej og Mejlstedvej. Arbejdet omfatter blandt andet udskiftning og regulering af rendestensriste og dæksler samt affræsning af den eksisterende asfalt.

På Hjørring Landevej udføres arbejdet fra indkørslen til nummer 10 og syd for Bakmøllevej. Under arbejdet vil ét spor være farbart. 

I forberedelsesfasen sænkes hastigheden til 50 km/t, og inden for byskiltene reguleres trafikken med lysanlæg. Når det nye slidlag lægges, vil hele strækningen være lysreguleret.

På Mejlstedvej omfatter arbejdet strækningen fra Hjørring Landevej til nummer 6. Asfalteringen afslutter en tidligere kloakrenovering. 

Under de forberedende arbejder holdes ét spor åbent med prioriteret passage.

Når det nye slidlag lægges, bliver vejen afspærret mellem kl. 7.00 og 18.00, og der indføres parkeringsforbud. Arbejdet forventes at vare to dage. 

Beboere på Mejlstedvej, Marie Grubbes Vej, Niels Lyhnes Vej og Vestbjerggårdvej opfordres derfor til at parkere andre steder, hvis bilen skal benyttes i tidsrummet.

Tylstrup Landevej

Tylstrup Landevej får nyt slidlag på strækningen fra Gammel Vråvej til syd for rundkørslen ved Hjallerupvej samt fra nord for rundkørslen til kommunegrænsen.

Under forberedelsen af arbejdet sænkes hastigheden til 50 km/t. Mens asfalteringen står på, reguleres trafikken med lysanlæg på hele strækningen.

Nye vejstriber

Når asfaltarbejdet er afsluttet, bliver der etableret nye vejstriber. Arbejdet udføres så vidt muligt umiddelbart efter asfalteringen, men der kan gå op til et par uger, før den endelige afmærkning er færdig.

Kommunen orienterer løbende om eventuelle ændringer i tidsplanen på siden Asfaltarbejder 2026 på kommunens hjemmeside.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste