Aalborgs ældste genbrugsbutik fylder 50 år
Midt i Aalborgs hyggelige gader ligger byens ældste genbrugsbutik, Loppebiksen, der drives af Folkekirkens Nødhjælp.
Butikken har gennem årene udviklet sig til et inspirerende univers af vintagefund og genbrugsguld - indrettet i lyse, indbydende rammer med flotte og moderne vinduesdekorationer.
Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
I morgen - tirsdag 4. februar - markerer butikken sit 50-års jubilæum, og det fejres med åbent hus i Holbergsgade.
Her kan kunder og nysgerrige gæster nyde bobler, kaffe og kage samt en hyggelig snak om genbrug.
Dagen byder desuden på en række gode tilbud, og hele uge 6 er der 50 % rabat på alt i butikken.
En del af Aalborgs historie
Loppebiksen åbnede i 1975 som en af de første genbrugsbutikker i Jylland.
Dengang var det Herluf og Ruth, der satte gang i butikken i små kælderlokaler i et tidligere mejeriudsalg.
Siden udvidede butikken til nabolejemålet, og i dag danner de historiske lokaler rammen om fejringen af et halvt århundrede med genbrug og bæredygtighed.
På selve jubilæumsdagen vil butiksleder Lone Alstrup Pullen og butikkens frivillige være til stede for at dele historier om butikken og Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
Den nye unge frivillige, Søren, står også klar.
Han er initiativtager til UNG MANDAG - et nyt tiltag, hvor butikken om mandagen summer af ekstra energi, latter og måske en smule højere musik.
Loppebiksen har desuden udvidet sine åbningstider og holder nu åbent mandag eftermiddag.