Seneste nyt
Billede beskrivelse

Aalborg er vært for PostNord Danmark Rundt: Sådan påvirkes trafikken

28. juli 2026 kl. 14.04

AALBORG: Vejspærringer, omkørsler og midlertidige trafikstop bliver en del onsdag 29. juli, når Aalborg er vært for årets første etape af PostNord Danmark Rundt. Særligt i Vestbyen, Mølholm og Hasseris vil trafikken være påvirket i løbet af dagen.

Tusindvis af tilskuere ventes at finde vej til gaderne, når nogle af verdens bedste cykelryttere kører gennem Aalborg, Vendsyssel og Himmerland, inden etapen afgøres på en rundstrækning i Aalborg.

Derfor opfordrer Aalborg Kommune bilister og beboere i de berørte områder til at planlægge dagen i god tid.

Annebergvej spærres det meste af dagen

Den største trafikale ændring bliver på Annebergvej, som er helt spærret mellem Skydebanevej og Vestre Fjordvej fra klokken 06.00 til 22.00. 

Billede beskrivelse

Her er målstregen placeret, og området vil være afspærret i forbindelse med opbygning og afvikling af løbet.

Derudover bliver rundstrækningen gennem Vestbyen, Mølholm og Hasseris helt eller delvist spærret mellem klokken 16.00 og 19.00.

Billede beskrivelse

Det gælder følgende veje:

  • Annebergvej
  • Kong Christians Allé
  • Hasserisvej
  • Skovbakkevej
  • Søndre Skovvej
  • Naurvej
  • Svalegårdsvej
  • Mølholmsvej

Bilister må derfor forvente både omkørsler og ekstra rejsetid i området.

Trafikken stoppes kortvarigt

Også uden for rundstrækningen vil trafikken blive påvirket, når feltet passerer.

Her bliver vejene typisk lukket 5-15 minutter, inden rytterne kommer, og åbnet igen umiddelbart efter, at feltet er kørt forbi.

Kommunen opfordrer derfor trafikanter til at følge skiltning og anvisninger fra politi og løbets officials.

Beboere opfordres til at flytte bilen

Både Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi anbefaler beboere i de afspærrede områder at parkere bilen uden for ruten, hvis de får behov for at køre, mens afspærringerne er i kraft.

Hvis der opstår akutte situationer, vil udrykningskøretøjer fortsat kunne passere gennem afspærringerne.

Cykelstierne langs ruten forventes at være åbne hele dagen.

Folkefest i Aalborg

Første etape af PostNord Danmark Rundt har start ved Aalborg Havnefront, hvorefter rytterne bevæger sig gennem Vendsyssel og Himmerland, inden de vender tilbage til Aalborg, hvor etapevinderen skal findes på rundstrækningen.

Kommunen forventer mange tilskuere langs ruten og opfordrer alle til at tage hensyn til både ryttere, officials og øvrige trafikanter, hvis de bevæger sig rundt i byen under løbet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste