Billede beskrivelse

Aalborg Lufthavn melder nyt ud om hackerangreb

Aalborg Lufthavn fortæller nu mere om hackerangreb, der lagde hjemmeside ned

27. februar 2023 kl. 14.02
Opdateret kl. 14.08

Weekenden over har sygehuse, ministerier og Folketinget været ramt af angreb fra hackere.

Det kom i bagenden på en række angreb på danske lufthavne i sidste uge, og her var Aalborg Lufthavn en af de ramte lufthavne.

Aalborg Lufthavns hjemmeside var ramt af flere angreb efter hinanden, fortæller salgs- og marketingdirektør Martin Svendsen nu.

- Det eneste, vi kan se, er, at vi har haft tre forskellige overbelastningsangreb onsdag morgen og formiddag.

Aalborg Lufthavn fortæller, at angrebene varede i kort tid ad tre omgange, men ud over at hjemmesiden var nede, var der ikke nogen effekt af angrebet.

- Det har ingen som helst betydning haft, som vi kan se, siger Martin Svendsen.

Står russerne bag?

Alt tyder på, at det er hackergruppen Anonymous Sudan, der står bag.

Anonymous Sudan er en prorussisk gruppe, som er en del af et russisk hackernetværk, der hedder Killnet, og gruppen annoncerede selv, at angrebene skyldtes koranafbrændinger i Danmark.

Men motivet bag angrebet kan lige så godt være modstand mod Nato, som det kan handle om koranafbrændinger.

Det mener Marcus Murray, der er stifter af det svenske cybersikkerhedsfirma Truesec Group.

Om det er tilfældet i Aalborg Lufthavn, vil Martin Svendsen ikke spekulere i.

- Vi kan jo se, hvad medierne skriver, men vi har ikke nogen viden om, hvem der skulle stå bag angrebet, siger han.

Er der noget, I kan eller skal ændre for at undgå, at det sker en anden gang?

- Vi kigger på vores procedurer og sikkerhed, men som jeg har fået at vide, er det små justeringer, der skal til.

Ud over Aalborg Lufthavn har andre lufthavne, flere sygehuse i Region Hovedstaden, Folketinget, Energistyrelsen og Undervisningsministeriet været ramt hen over den seneste uge.

Alt tyder på, at angrebene kun har har ramt hjemmesider og ingen andre konsekvenser har haft.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste