Shopping

Lokalt live-salg på Facebook: - Vi kan fornemme, at folk rigtig gerne vil bruge penge lige nu

Kunder kunne shoppe med hjemmefra, da Mors Handel tirsdag aften havde et kamerahold ude i butikker

26. januar 2021 kl. 20:19

NYKØBING: - Er det sådan en søndagsbuks?

Spørgsmålet kom fra vært Leon Sørensen, da Ditte Bruslund Aas Snedker, indehaver af tøjforretningen Lusi Anna i Nykøbing, viste et par bordeauxrøde bukser i ”jogging-model”, men finere i stoffet, frem.

- Nej, det er lidt finere, lød svaret fra indehaveren, hvorefter Leon Sørensen konstaterede, at det så måske var en lørdagsbuks.

Når kunderne ikke kan komme i butikkerne, må der tænkes i nye baner, og derfor var Mors Handel tirsdag aften klar med live-salg på Facebook. I en lille halv time hver fik de deltagende butikker mulighed for at sælge varer i et ”online udstillingsvindue”, mens Leon Sørensen fra Radio Limfjord agerede vært.

Kunderne kunne da sidde hjemme i sofaen og følge med og bestille varer i kommentartråden.

Lusi Anna var aftenens første sted, hvor Mors Handel med et lille kamerahold sendte live-salg fra, og der tikkede da også mange bestillinger ind undervejs til tøjforretningen i Algade.

- Det er eddermandme billigt, hvis den kostede 300 kroner før, og den er sat ned til 50 kroner, lød det lokkende fra Leon Sørensen, da Ditte Bruslund Aas Snedker viste kunderne en blomstret nederdel på tilbud frem.

Selvom Ditte Bruslund Aas Snedker var lidt nervøs over at skulle være på live, fortalte hun bagefter til NORDJYSKE, at det var en god oplevelse at være med.

- Det er rigtig godt at være med, både fordi vi får solgt nogle varer, men også for at holde kontakten til kunderne. Også for at gøre noget, så man ikke bare sidder og venter på at kunne åbne igen, sagde Ditte Bruslund Aas Snedker.

Folk vil bruge penge

I Lusi Anna har de tidligere selv på butikkens egen Facebookside prøvet kræfter med live-salg, og derfra er Ditte Bruslund Aas Snedkers erfaringer gode. Der har været 2000 visninger af videoen.

- Vi solgte en masse varer, men det var også helt vildt hyggeligt, når kunderne skrev til os i kommentartråden. Vi kan fornemme, at folk rigtig gerne vil bruge penge lige nu. Da vi var lukket ned i foråret, vidste vi ikke, om folk ville bruge penge igen, når vi åbnede, men der kom vildt meget gang i den, og det er rart at vide, til når vi åbner igen den her gang, sagde Ditte Bruslund Aas Snedker.

Lisbeth Thrysøe, handelschef i Mors Handel, stod med på sidelinjen, da der blev sendt live fra Lusi Anna, og hun var godt tilfreds med debuten.

- Det gik over al forventning, og vi er glade for alle dem, der kiggede med. Vi vil gerne minde kunderne om, at vi stadig er her, når vi forhåbentlig åbner igen inden alt for længe. Vi vil gerne give kunderne en hyggelig og underholdende oplevelse hjemme i stuerne, og så håber vi selvfølgelig, at de vil støtte op om handlen i de lokale butikker, sagde Lisbeth Thrysøe.

Tirsdag aften var der også live-salg fra Red Office og Sportigan.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu