Joe Mackreed, med det borgerlige navn Lars Andersen, udgiver hele seks nye albummer i forskellige genrer i april. Arkivfoto: Henrik Louis
Mennesker

Produktivt corona-år: Joe Mackreed udgiver seks nye albums på én måned

Musikeren fra Mors er klar med både country, rock og heavy

03. april 2021 kl. 11:15

REDSTED: I marts sidste år udkom Joe Mackreed fra Redsted med sit første album, og her i løbet af april følger nu ikke bare ét nyt, men hele seks nye albummer.

Det er corona-året, der har gjort Joe Mackreed, hvis borgerlige navn er Lars Andersen, ekstra produktiv.

- Som musiker har man jo været buret inde, så jeg har haft tid til at lave alle de ting, jeg ellers ikke har haft tid til. Så har man jo haft en stak sange til at ligge, som nu er blevet færdiggjort og lavet til albummer.

- Albummerne var nok kommet hen ad vejen alligevel, for sangene har jo været der, men så havde det bare taget længere tid, siger Joe Mackreed.

For Joe Mackreed falder det at lave sange ham let.

- Det er lidt ligesom at lege med legoklodser. Ord, sammensætninger, melodier og tekster kommer simpelthen bare til mig, siger han.

Joe Mackreed opfatter først og fremmest sig selv som countrymusiker, men derudover er han meget alsidig, fortæller han, og det kommer også til udtryk med de mange albummer, der udkommer i foråret.

Der kommer albummer med rock og country, og så har musikeren fra Redsted også kastet sig ud i et heavy metal-album.

- Heavy har en aggression i sig, hvor man kan få nogle ting ud af kroppen. Det er en form for afledningsmanøvre til den almindelige hverdag, siger Joe Mackreed og fortæller, at der også kommer et album med danske sange, der hylder Mors.

- Det er min fødeø og der, mine rødder er. Det er der, jeg begyndte at leve, og hvor mine idéer udspringer fra.

Joe Mackreed glæder sig nu til at kunne komme ud at spille.

- Jeg arbejder på et countryshow, som jeg er ved at sammensætte. Som så mange andre musikere er jeg i venteposition, og lige så snart vi får grønt lys, er det bare om at komme ud. Vi har så mange ting inden i os, vi gerne vil ud med, siger Joe Mackreed.

De seks nye albummer udkommer i løbet af april og kan høres på Spotify.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu