Søren Gøttsche er opvokset fra Struer, men flyttede i 2019 til Ydby, hvor han nu er gået selvstændig under navnet Thy Kommunikation. <i>Foto: thykom.dk</i>
Mennesker

Han sælger kommunikationsdesign fra Ydby

Søren Gøttsche er nystartet selvstændig inden for kombinationen af kommunikation og design

09. september 2022 kl. 15:05

YDBY: Kommuni-hva-for-noget?

Søren Gøttsche er nystartet selvstændig inden for kombinationen af kommunikation og design. Udgangspunktet for forretningen Thy Kommunikation er Ydby, hvilket på ingen skræmmer den spæde selvstændige.

- Vi flyttede til Thy og Ydby for godt tre år siden, og her er dejligt at være med gode mennesker i by og land. Nu om dage hjælper internettet og deraf vores øget forbundethed med at kunne drive forretning inden for min disciplin, siger Søren Gøttsche.

Disciplinen kaldes kommunikationsdesign, og ifølge hovedpersonen selv, så kan det hjælpe mange små og mellemstore virksomheder, der har brug for en ekstern marketingmand eller ekstra kapacitet i deres eksisterende marketingafdeling.

- Basalt set, så er jeg en blanding af en skriverkarl og en farveladefætter. Jeg leverer både tekst, grafiske løsninger, foto og video til mine kunder, siger den 35-årige Søren Gøttsche, der inden journalistuddannelsen tumlede rundt på designskolen i København.

- Jeg havde tidligere svært ved at finde min uddannelsesmæssige metier, hvilket dengang var lidt af et nederlag. I dag ser jeg dog det som en styrke at kunne kombinere både formidlings- og formgivningsmæssige kompetencer, siger Søren Gøttsche og forklarer:

- Det betyder, at de helt små virksomheder faktisk kan købe det meste af “pakken” hos mig, når det kommer til kommunikation og markedsføring.

Idéen til Thy Kommunikation opstod allerede, da han boede udenfor Kolding i 2016, og endnu kun med en fremtidig drøm om at bo i Thy og navngive sit virke efter området.

Tid skulle der gå, og efter ansættelser hos både Design to Innovate, Arkil, HE-VA og Struer Kommune samt en fast bopæl i Thy lød startskuddet til selvstændigheden 1. september.

De første kunder er allerede serviceret, og nu bliver næste skridt at finde et kontorfællesskab, der skal agere afveksling for hjemmekontoret.

Annonceret indhold

Nyeste