Fra Kunstriget ses Pernille B. Storm , Ikoneriet, sammen med Lasse Snedker Sørensen Thy Natur & Eventcenter på Bjerget. Privatfoto
Livet her

Kunstriget har fået sin egen valuta

Idéen med Artmoney er, at der produceres en håndlavet valuta, som altid har en fast kurs på 200 kroner

05. marts 2022 kl. 17:00

BJERGET: Et hvert rige har sine egne penge.

På Hannæs ligger Kunstriget - en geografisk betinget kunstgruppe med otte medlemmer og fem udstillingssteder, som alle er let genkendelige på de sorte søjler med den gyldne firkant.

Seks af de otte kunstnere fra Kunstriget har kreeret Artmoney, og Thy Natur & Eventcenter på Bjerget danner rammen om det første sted hvor Rigets egne penge, Artmoney er tilgængelige.

Artmoney er en global, alternativ valuta skabt af original kunst, hvor kunstnerne laver deres egne penge. Idéen med Artmoney er, at der produceres en håndlavet valuta, som altid har en fast kurs på 200 kroner.

Artmoney måler altid 12x18 cm.

I Thy Natur & Eventcenter vil det vil være muligt, at se og købe disse små, unikke værker skabt af Henrik Kramer Westergaard, Karen Sennefelder, Natalia Dolgova, Helle Lindsmann, Carsten Krog Pedersen og Pernille Bjarnhof Storm.

Værkerne vil være udstillet i forhallen.

1. April, afholdes der i Paris en stor udstilling, Art Money worldwide, hvor sammenslutningen Kunstriget og flere af de enkelte kunstnere ligeledes er repræsenteret.

Udover Thy Natur & Eventcenter kan Kunstrigets Artmoney ses hos Lille Viol i Lildtrand samt i kunstnernes egne udstillingssteder.

De fem udstillingssteder er Ikoneriet, indgang ved Tømmerbyvej 184, Vesløs, Galleri Sennefelder, Langvadvej 85, Langvad, Galleri Billedsprog, Søndergade 22, Frøstrup, Bird Heaven, Fjordvej 19, Kærup Holme samt Kramer Westergaard Artfarm, Skadhaugevej 15, Bjerget.

Annonceret indhold

Nyeste