Britt Geisler (tv.), turistchef Bente Kristensen og Ulla Andersen.
Livet her

Modstandere af Toldbygning-salg gav penge til kaffekassen

09. september 2022 kl. 11:38

NYKØBING: Initiativgruppen for en bevarelse af Morsø Turistbureau og selve toldbygningen på havnen i Nykøbing, havde gode kontanter med, da de fredag formiddag kom på besøg med kage og rundstykker.

Ved demonstrationen foran kommunalbestyrelsesmødet i det gamle rådhuset 30. august havde initiativtagerne Britt Geisler og Ulla Andersen taget en raslebøsse med.

Raslebøssen blev flittigt benyttet og der blev samlet 2560 kroner ind i kontanter. Derudover kom der 4430 kroner ind via MobilePay.

Det blev i alt 6990 kroner. Og når udgifter til bl.a. annoncering og banner var betalt var der 3837 tilbage.

Fredag blev medlemmer af initiativgruppen og turistbureauets ansatte inviteret på kaffe, rundstykker og kager i mødelokalet på turistkontoret.

- Morgenbordet har kostet 337 kroner. Så vi har 3500 kroner med til turistbureauets kaffekasse, sagde Ulla Andersen, da hun og Britt Geisler overrakte de mange kontanter til turistchef Bente Kristensen.

Ulla Andersen fortæller, at alle, der bidrog med penge til indsamlingen havde fået at vide, at overskuddet går til turistkontorets kaffekasse.

Det er i skrivende stund endnu ikke afgjort, om Morsø Turistbureau kan få lov til at blive i den gamle toldbygning på havnen.

- Der er hverken gode eller dårlige nyheder i dag. Men kommer der dårlige nyheder, så kæmper vi videre, sagde Britt Geisler.

Ulla Andersen og Britt Geisler benyttede lejligheden til at rette en tak til de mange, der kæmpede med .

- Vi håber, de besinder sig. Ellers må vi ses igen allesammen igen, sagde de.

Annonceret indhold

Nyeste