Livet her

Første krydstogtskib i Hanstholm: 179 amerikanske turister besøgte Thy på cykel

08. august 2022 kl. 15:16

Søndag morgen klokken 8.00 - en time tidligere end beregnet - nåede krydstogtskibet Le Dumont D’ Urville til Hanstholm Havn.

Le Dumont D’ Urville er det første krydstogtskib, der anløber Hanstholm, og besøget gav god erfaring for Hanstholm Havn, som havde sat flag op.

- Vi vidste ikke ret meget, før skibet anløb. Derfor er det svært at forberede ret meget, fortæller konstitueret havnedirektør Soren Zohnesen, der stod på kajen, da trosserne blev hevet i land.

På grund af corona-hensyn blev det ikke til et besøg på broen i det imponerende skib. I stedet kom kaptajnen ned på kajen, hvor han fik overdraget havnens plakette.

Umiddelbart efter fik havnedirektøren ved selvsyn set, hvad skibets plan var for besøget i Hanstholm, som var første stop for de 179 passager, hvis 10-dages rejse begyndte dagen før i Oslo.

Se også
Surfere og kanoner: Her er de amerikanske turisters indtryk af Thy

På cykel

For alle 179 gæster ombord var amerikanske cykelentusiaster, især par, der repræsenterede den moderne krydstogtturist, som efterspørger oplevelser på egen hånd, snarere end færdige busoplevelsespakker på destinationerne.

Mange havde medbragt deres egen cykel, eller havde lejet cykel af det rejsebureau, der havde chartret Le Dumont D’ Urville.

Det er Santana Adventures der står bag cykelkrydstogterne, som sender gæster ud til destinationer overalt i verden.

God erfaring

Indehaveren amerikanske Bill McCready var selv med på turen. Efter selv at have cyklet verden tynd, begyndte han i 1995 at sælge cykelrejser. Først var det til hoteller. Men for 15 år siden blev det med krydstogtskibe. Siden er det blevet til omkring 60 ture med skibe fyldt med cykelturister rundt til steder i hele verden.

- Vi valgte Hanstholm fordi det ligger tæt på Norge, hvor resten af turen skal foregå. Og de tilbagemeldinger, jeg har fået efter gæsterne, der har været rundt i jeres område, er meget positive, fortæller den ældre amerikaner med et stort hvidt hår, mens han står og holder øje med at de sidste, som er ude at cykle i regnvejret ved Hanstholm, bliver tjekket ind.

For havnedirektør Soren Zohnesen har det været en god erfaring at have det første krydstogtskib på besøg.

Mod Norge

- Vi har ikke store ambitioner om at blive krydstogtdestination. Men kan vi have en håndfuld skibe på besøg hvert år, så er det fint. Især hvis det er skibe som Le Dumont D’ Urville - fyldt med turister, der vil opleve Thy på cykel. Det synes jeg er håndterbart for Hanstholm Havn og er for os som havn en god måde at understøtte den lokale turisme, lyder det fra Søren Zohnesen.

Klokken 15.00 forlod Le Dumont D’ Urville Hanstholm og satte kursen mod Haugesund i Vestnorge.

Gæsterne havde cyklet rundt på to ruter - en på 31 km og en på 45, der blandt andet bragte dem til rundt i Hanstholm, til Klitmøller, Nors og Vigsø.

Næste krydstogtbesøg i Hanstholm bliver 15. september.

Her er det et søsterskib Le Champlain, også indlejet af Santana Adventures. Ombord er igen 179 amerikanske cykelentusiaster der skal ud og opleve Thy på egen hånd.

Annonceret indhold

Nyeste