Søndag 11. april samler Kræftens Bekæmpelse ind over det ganske land. Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Flere skal overleve kræft

Ved landsindsamlingen søndag 11. april vil også Thisted give sit bidrag til at styrke vigtig kræftforskning

04. april 2021 kl. 09:00

THISTED: Søndag 11. april samler Kræftens Bekæmpelse ind over det ganske land.

I 2020 støttede Kræftens Bekæmpelse 169 forskningsprojekter takket være de penge, som danskerne donerede til kræftsagen.

Alle bidrag - store som små - nytter og gør en forskel for kræftpatienter og deres pårørende, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Danske kræftforskere gør hele tiden fremskridt, og det betyder, at færre i dag dør af kræft og flere lever længere.

- Forskning er vejen til en fremtid uden kræft. Derfor støtter Kræftens Bekæmpelse hvert år forskningen med mange millioner. Og når man ser alle de nye projekter, og de resultater de er med sig år efter år, bliver det tydeligt, hvordan vi skridt for skridt forbedrer overlevelsen, og for nogle kræftformer nedsætter risikoen, siger Mef Nilbert, forskningschef for Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse bruger hvert år 60 pct. af budgettet på forskning. I 2019 løb det op i over 419 mio. kr.

- Ved landsindsamlingen søndag den 11. april vil Thisted give vores bidrag til at styrke vigtig kræftforskning. De penge som indsamlerne ved landsindsamlingen er med til få i bøtterne, er med til at gøre en stor forskel for kræftpatienter og pårørende. Hvert er bidrag tæller - store som små, siger Jørgen Østerby Pedersen, indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Thisted.

I 2020 er pengene blandt andet gået til forskning, som skal forbedre overlevelsen hos de kræftpatienter, der foruden en kræftsygdom også har en psykiatrisk diagnose. Disse patienter har i dag en markant dårligere overlevelse end kræftpatienter uden en psykiatrisk diagnose, uden at der er afklaret hvorfor.

Pengene er også givet til at skabe viden om, hvilke konsekvenser COVID-19 og corona-pandemien har for kræftpatienter, de er gået til at oprette Danmarks første nationale forskningscenter for hjernekræft - og 166 andre spændende, nytænkende og ambitiøse forskningsprojekter, som på hver sin måde er sat i gang for at gøre en forskel for kræftpatienterne.

Coronasikker indsamling

Sidste år blev landsindsamlingen flyttet fra marts til august på grund af coronapandemien. Indsamlingen blev gennemført både fysisk og digitalt, og selvom der ikke var lige så mange indsamlere på gaden som normalt, blev der samlet imponerende 18 mio.kr. ind.

I Thisted deltog ca. 350 indsamlere og fik kr. 221.395,00 i bøtterne. Pengene går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.

- Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at bakke op om landsindsamlingen i år. Den bliver gennemført efter alle myndighedernes anbefalinger. Alle får udleveret håndsprit og mundbind, og vi sørger for god afstand på udleveringsstederne. Hver tredje dansker får kræft, så langt de fleste af os får jo sygdommen ind på livet på et tidspunkt, siger Jørgen Østerby Pedersen, indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Thisted.

Sparekassen Thy stiller igen i år lokaler og personale til rådighed, således at de indsamlede penge kan blive optalt, registreret og opbevaret sikkert. Det er virkelig en stor hjælp, som Sparekassen Thy tilbyder.

Kræftens Bekæmpelse har også sit eget Center for Kræftforskning på Strandboulevarden i København, hvor 250 forskere fra hele verden, hver dag forsker for et liv uden kræft. Og også de har fået en del af danskernes støtte.

- I dag overlever flere dansker deres kræftsygdom, blandt andet takket være forskning. I de senere år er der sket vigtige fremskridt inden for flere forskellige kræftsygdomme. I årene der kommer, bliver det spændende at følge udviklingen inden for blandt andet tidlig diagnostik, strategier rettet mod modstandsdygtig kræft, personlig medicin og nye behandlingsmuligheder ved myelomatose, siger Mef Nilbert.

De penge, der kommer ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Overskuddet fordeles med 60 pct. til forskning, 19 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Man kan melde sig som indsamler og støtte forskning i kræft på tlf. 7024 2021 eller på www.indsamling.dk.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu