Der er fortsat åbent på Morsø Folkebibliotek mandag-lørdag, selv om man på grund af besparelser skærer ned på timetallet tirsdag og torsdag fra nytår, siger biblioteksleder Søren Knøs Christensen. Arkivfoto
Det sker

Ny åbningstider på Morsø Folkebibliotek

Formiddagstimerne tirsdag og torsdag er ikke betjent fra nytår på grund af besparelser, men der er fortsat betjening fra mandag til lørdag

04. december 2020 kl. 07:15

NYKØBING: Fra nytår sker der ændringer i de betjente åbningstider på Morsø Folkebibliotek i Nykøbing, oplyser biblioteksleder Søren Knøs Christensen. Helt konkret betyder det, at man som gæst på biblioteket vil opleve færre timer, hvor man kan få hjælp fra personalet i udlånet:

- Det er altid ærgerligt, at vi må skære i den bemandede tid, men som så mange andre steder i Morsø Kommune er biblioteket også blevet pålagt en stor besparelse fra 2021. En besparelse, som vi på bedst mulig måde skal imødegå. Ved at skære i den bemandede vagttid i formiddagstimerne på nogle udvalgte dage undgår vi en væsentlig forringelse af vores øvrige bibliotekstilbud, siger Søren Knøs Christensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Selv om besparelsen vil kunne mærkes, tror vi fortsat på, at vi kan åbne biblioteket på andre og ny friske måder til gavn for alle vores brugere. Morsø Folkebibliotek bidrager til det gode liv på Mors, og det fortsætter vi med, også i 2021. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at vi på Morsø Folkebibliotek finder en stor værdi i den nære daglige kontakt med vores gæster. Derfor mener vi stadig, der er behov for, at bibliotekets gæster kan møde personalet alle dage fra mandag til lørdag. Fremover bliver det bare på lidt andre tidspunkter end det, vi er vant til i dag.

Morsø Folkebibliotek ændrer fra nytår de betjente tider på tirsdage og torsdage, så der først er personlig betjening fra kl. 13 de pågældende dage. De ny tider får ikke betydning for det selvbetjente bibliotek, som fortsat holder åbent alle ugens dage kl. 07-22.

De betjente åbningstider er fra nytår: Mandag og onsdag kl. 10-17, tirsdag og torsdag kl. 13-17 samt fredag og lørdag kl. 10-13.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu