De første studenter fra Thisted Gymnasium, årgang 1947.
Annoncørbetalt indhold

75 års jubilæum: Find dig selv og dine klassekammerater på gamle skolefotos

I år kan Thisted Gymnasium STX & HF fejre 75 års jubilæum, og det bliver fejret med manér for nye såvel som gamle elever. Det er også en anledning til at se tilbage på skolens spændende udvikling – og tage et kig i de gamle arkiver med årsskrifter og skolefotos. Kan du finde dig selv og dine skolekammerater?

26. september 2022 kl. 06:01

Det store fællesrum på Thisted Gymnasium STX & HF er i dag en banegård, der summer af liv det meste af dagen. Her samles omkring 500 mennesker om studier, fordybelse og læring, men også om fritid, fester og fredagscaféer. Her er plads til alle slags elever og deres mange forskellige interesser og aktiviteter.

Sådan er det blevet med tiden, men sådan har det ikke altid været.

Da Thisted Gymnasium slog dørene op for 75 år siden, var det en autoritær skole for eliten. Indvielsen af gymnasiet i 1947 blev transmitteret i radioen, og tre år senere dimitterede første årgang med i alt 23 studenter.

Gunhild Hølmer, tidl. professor i Biokemi og Industriel Ernæring ved Danmarks Tekniske Højskole, var en af disse allerførste studenter fra Thisted Gymnasium. Hun mindes, hvordan det var noget ganske særligt at få huen på.

- Studenterkørslen rundt i byen var i hestevogn pyntet med bøgegrene. Det første sted vi besøgte var Rådhuset, hvor vi efter en skål trådte ud på balkonen og modtog folkets hyldest. Det var stort, fortæller hun.

Årets æresstudent 2022 Gunhild Hølmer. 

I år er Gunhild Hølmer æresstudent på Thisted Gymnasium, når skolens 75 års jubilæum skal markeres. Det bliver den blandt andet for de nuværende elever med et par historiske emnedage om skolens begyndelse. Gunhild skal her fortælle om sin skoletid, og eleverne skal iklædes datidens tøj og undervises i pensum fra før 1968.

Stor fest, jubilæumsøl og designsamarbejde

Jubilæet bliver også fejret med en stor fest for alle tidligere og nuværende elever og lærere. Arrangementet afholdes i Teutonersalen på skolen lørdag 8. oktober kl. 18.30. Der er kun 1.000 billetter til salg, så skynd dig at tage fat i klassekammeraterne, så I kan være med til festen.

- Gymnasietiden er noget særligt for de fleste. Det er en formgivende tid, som man aldrig glemmer. Samtidig har hver eneste elev, der har gået her i årenes løb, været med til at forme skolen. Det vil vi gerne hylde til jubilæumsfesten, siger rektor Søren Christensen.

I anledning af jubilæet er der lavet en specialøl af Thisted Bryghus. Den er blevet til med hjælp fra elever og lærere, som har indsamlet birkeblade i Nationalpark Thy til ølbryggeriet.

I samarbejde med det bæredygtige modetøjsmærke ELSK fra Thisted er der blevet produceret en t-shirt med et flot grafisk design inspireret af Thisted Gymnasiums logo. Den er limited edition, og kan købes til festen eller ved henvendelse til skolen.

Læs mere om jubilæumsfesten her og se, hvordan du kan sikre dig en billet.

Thisted Gymnasium STX & HF i dag.

Fællesskab på tværs af generationer

Til festen kan gamle skolekammerater genfinde hinanden og mindes studetiden i festligt lag. Hvis du ikke kan vente med at se tilbage på din egen tid på Thisted Gymnasium, så kan du allerede nu gå i skolens online arkiver over årsskrifter og skolefotos. Få et smugkig nederst i artiklen.

Orla Poulsen, lektor i historie, mediefag og dansk på gymnasiet, har samlet Danmarks måske bedste skolearkiv, hvis man spørger rektor Søren Christensen.

Ligesom mange andre lærere på skolen er Orla tidligere elev, og det gør rektor stolt på gymnasiets vegne.

- Det vidner om det fællesskab, man finder her, og det aftryk skolen sætter, når folk på den måde vender tilbage efter at have været en tur ude i verden, siger han.

Et andet tegn på skolens unikke fællesskab er gymnasieforeningen Seniorteutonerne. Her samles gamle elever til dimissionen hvert år for at se de nye studenter få huerne på. De tager også initiativer for at styrke skolen, som eksempelvis at samle ind til elever, der ikke har råd til at betale for studieture og lignende. På den måde går fællesskabet på tværs af generationer.

De har fået skolen ind under huden og vil gerne give den oplevelse videre.

Det samme gør sig også gældende for Orla Poulsen, der har samlet kilderne til skolens historie. I anledning af jubilæet er en del af dette arkiv uploadet, så man nu kan gå på opdagelse i årsskrifter med billeder af og navne på elever gennem alle år.

Find arkivet online lige her, og se om du kan spotte dig selv og dine klassekammerater (link).

Årsskrift fra 1980
Årsskrift fra 1989
Årsskrift fra 2002
Årsskrift fra 1997

Annonceret indhold

Nyeste