Mad og drikke

Ny iscafé: Hans Peter maner rygter om iskrig til jorden - han vil det gode naboskab

02. juni 2022 kl. 08:15

Der bliver rig mulighed for at få sig en is ved Slettestrand denne sommer. Hans Peter Brandi åbner nemlig Slettestrand Gl. Iscafe lørdag 4. juni på Slettestrandvej 150. Og der kommer mere end det. Kaffe, tærte, en pølse med brød og en enkelt fadøl eller to bliver der også mulighed for.

- Jeps, alkoholbevillingen er på vej, siger Hans Peter Brandi, der glæder sig til, at det bliver lørdag, og han kan byde de første kunder velkommen.

Hans Peter Brandi købte ejendommen på Slettestrandvej 150 i august 2017, og det har hele tiden været hans drøm at skabe en fiskerestaurant. Den plan holder han fast i. Der kommer en fiskerestaurant. Basta.

- Jeg har tegningerne på restauranten, men jeg har ikke modtaget en byggetilladelse. Den kommer nok til efteråret, siger Hans Peter Brandi.

Men indtil da synes han, at der skal være liv i lokalerne.

- Jeg blev opfordret til at åbne en iscafé og genoptage den gamle kultur i Slettestrand, siger Hans Peter Brandi.

De tidligere ejere af huset, Kai og Sonja Albrektsen, nikker.

I 60érne, 70’erne og et stykke ind i 80’erne drev de iscaféen på Slettestrandvej 150, så de synes, det er dejligt, at der atter kommer liv i bygningen.

- Et hus har ikke godt af at stå tomt, siger Kai Albrektsen, som kan fortælle et hav af historier fra dengang, hvor han selv langede is over disken.

- Godt nok kostede en softicemaskine 26.000 kroner dengang i 1963, og de fleste sagde, at vi ville gå fallit på grund af det. Det gjorde vi ikke. Det var den, der skabte vores økonomi, husker Kai Albrektsen.

Softicemaskiner er stadig pænt dyre - de 26.000 kroner kan man roligt gange med ti - og også noget mere.

Det vækker ikke bekymring hos Hans Peter Brandi, som har købt alle maskinerne.

- Jeg vil have åbent alle dage i højsæsonen og derudover i weekenderne. Det skal være muligt at kunne købe en is alle de dage, hvor vejret er godt, siger han.

Pølser på plænen

Den grønne plæne på den anden side af vejen kommer igen i år til at byde på et lille spisested. Arealet hører til Hans Peter Brandis ejendom, og efter at have fået lov af Kystdirektoratet sætter han en pølsevogn op på én af de tre godkendte p-pladser. I den modsatte ende af pladsen kommer der borde-bænkesæt.

- Bordene kommer til at stå der permanent, og dem er der også givet tilladelse til. Alle kan sætte sig der - spise deres is eller madpakke, siger han.

Nu skulle man ellers tro, at Hans Peter Brandi ikke har flere idéer er at byde ind med. Niks. Han arbejder også på at få en fiskebil til at komme forbi.

- Det skal være en gang om ugen, og der skal både være fersk som røget fisk. Det bliver godt, for det er noget sommerhusgæsterne gerne vil have, siger han.

Vil det gode naboskab

Slettestrand Gl. Iscafe ligger - som de fleste i området sikkert har bemærket - lige ved siden af Café Kulør, der ligeledes har is på menuen.

Men Hans Peter Brandi er sikker på, at der er plads til alle. Ifølge ham skaber det synergi. Jo mere omtale og aktiviteter, jo flere mennesker.

- Om sommeren er her allerede rigeligt med mennesker, siger Hans Peter Brandi, som ikke har til hensigt at skade sin nabo på omsætningen - eller skabe en iskrig.

- Man investerer altså ikke for 500.000 kroner for at skade sin nabo. Den myte vil jeg gerne tage kraftigt afstand fra. På et tidspunkt var jeg faktisk ikke klar over, om Café Kulør ville åbne i år, siger Hans Peter Brandi, som har ansat seks folk til at varetage opgaverne.

- Og der bliver nok brug for flere, siger Hans Peter Brandi, som sidste år havde han udlejet lokalerne i det gule hus.

- Det vil jeg gerne gøre igen - der kan være en fin lille butik, siger han.

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Se hele temaet
Tema

Sommer i Nordjylland

Sommer guiden