
Lotte og Leif åbner vinbar i kystby
Torsdag 16. juni kl. 12 åbner Jessen Vin og Tapas på Nørregade 14 i Løkken.
Lotte og Leif Jessen åbner en splinterny vinbar i huset, der tidligere var Løkken Antik. Antikviteter er nu erstattet med vinhylder, bar og 25 – 30 behagelige siddepladser. Snart bliver der også en hyggelig gårdhave omme bagved.
- Vi vil gerne have, at du som gæst skal føle dig velkommen, så snart du træder ind af døren, siger parret, mens de viser rundt i det hyggeligt indrettede lokale.
Lotte og Leif Jessen bor i Sønderborg. Her har de drevet en større restaurant og vinbar, som de netop har afhændet. Derfor kan de nu tilbringe mere tid i Løkken, hvor de har haft sommerhus i de sidste 12 år.
- Vi har opholdt sig meget i Løkken og kender efterhånden mange, både beboere og turister, fortæller de.
- Løkken er en fantastisk by og den fedeste sommerby. Vi vil gerne bakke op om Løkkens gode udvikling og forretningsliv, og vi synes lige, der mangler en vinbar, fastslår de.

Jessen Vin og Tapas kommer til at byde på ca. 150 forskellige vine, plus champagne og andre drikkevarer samt et lille menukort med tapasretter og snacks.
- Vi elsker vin og med hovedvægt på vin fra Bourgogne og druen Pinot Noir.
- Og så byder vi på champagne og kaviar, vist som de eneste i Løkken, tilføjer de med et smil på læben.
Desuden kommer der en række delikatesser på hylderne. De kan, ligesom vinen også købes ud af huset. Der kan også bestilles vinsmagningsarrangementer. Der bliver åbent i hele højsæsonen og andre ferier samt hver weekend.
Torsdag 16. juni kl. 12-14 bydes der på et let traktement i Jessen Vin og Tapas i Løkken.
- Alle interesserede er velkomne til at kigge indenfor. Vi glæder os meget til at byde velkommen, slutter Lotte og Leif Jessen.