Livredderne er tilbage på Løkken Sydstrand
Fredag 24. juni hejser de specialuddannede kystlivreddere endnu en gang flaget i det røde- og hvidstribede livreddertårn på Løkken Sydstrand. Det er ved nedkørslen fra Ny Strandvej. I løbet af sommeren er de klar til at møde børn og voksne på strandene, oplyse om badesikkerhed og holde et vågent øje med badegæsterne i vandet.
Når skolerne lukker ned for sommeren, har livredderne traditionen tro første arbejdsdag på strandene. Frem til 17. august vil livredderne være på Løkken Strand alle dage fra klokken 10.00 18.00.
Livredderne holder øje og giver gode baderåd
Når flaget er hejst i tårnet, betyder det, at livredderne er på vagt, og man er altid velkommen til at kigge forbi livredderne for at få en snak eller se deres livredderudstyr.
- Vi håber, at vejret er med os i år, så alle, der holder ferie herhjemme, får de bedste muligheder for at nyde de dejlige badestrande, vi har i Danmark. Livredderne har trænet hele foråret, så de er i topform og glæder sig til at møde badegæsterne og skabe vandglæde i trygge rammer. Man er altid velkommen til at komme forbi livreddertårnet og hilse på livredderne. De fortæller gerne om badeforholdene på stranden, og hvad man skal være særlig opmærksom på, og hvis man har skåret sig på en sten eller blevet brændt af en brandmand, så finder livredderne naturligvis førstehjælpskassen frem og hjælper, siger René Højer, som er projektchef i TrygFonden.
- Danmark er omgivet af vand, og mange mennesker bruger vandet aktivt i fritiden til blandt andet Stand Up Paddling. Derfor er det vigtigt at lære at svømme og tilegne sig livredningsfærdigheder, så man kan klare sig i vandet og hjælpe andre i nød. Vi håber derfor, at livredderne på strandene, udover at skabe tryghed for de badende, også kan inspirere til, at man lærer at færdes trygt i og ved vandet, uddyber han.
Når der er livreddere til stede på stranden, giver det ekstra tryghed. Derfor anbefales det, at man bader, hvor der er livreddere og sørger for at holde sig inden for den zone, hvor livredderne holder særligt øje. Zonen er markeret med rød-gule flag i vandkanten, og her har livredderne tjekket, at der eksempelvis ikke er revlehuller eller andre forhold, der kan gøre badeturen utryg. Bad altid mindst to personer sammen, så I kan holde øje med hinanden, og har du børn med på stranden, bør man gå med dem i vandet, også selvom der er livreddere.
De fem baderåd lyder:
1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne