Badesæson: Livredderne er tilbage
Livreddere sørger for, at vi trygt kan gå i bølgen blå
Et sikkert tegn på, at badesæsonen er indledt er det karakteristiske rød- og hvidstribede livreddertårn, og også i år vil der være livreddere på stranden i Blokhus. Fredag den 24. juni åbner TrygFonden Kystlivredning tårnet, som har åbent frem til 17. august.
Samlet er der 35 livreddertårne langs de danske kyster. Syv af dem er opsat langs de nordjyske kyster, og et i Jammerbugt Kommune. På landsplan er der indgået aftale med knap 200 kystlivreddere, og størstedelen af deres tid går med forebyggende arbejde. Livredderne giver blandt andet strandgæsterne gode råd om vand- og vejrforhold eller går i vandet for at kalde badegæster tættere på land, hvis de eksempelvis vurderer, at der kan opstå en farlig situation.
Livredderne udfører også almindelig førstehjælp eksempelvis ved snitsår, dehydrering og bistik. Sidste år gennemførte kystlivredderne i alt 68.365 indsatser, hvoraf de 24 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.