Billede beskrivelse

Anders og Matildes Verden går ud fra Hobro

28. januar 2026 kl. 19.00

HOBRO: De lærte at kende hinanden som værter på radiostationen ANR’s populære morgenprogram ”Morgenkøterne”. 

Siden har de begge skabt en flot karriere som henholdsvis komiker og sangerinde.

Men det med i fællesskab at underholde lyttere, har de ikke kunne slippe. Det gør de med deres fælles podcast 'Anders og Matildes Verden'.

Navnene er Anders Wortmann og Matilde Alexandra. 

Billede beskrivelse

Anders rejser i øjeblikket rundt med sit show ”Far til 2”, som spiller for udsolgte huse i det meste af landet, mens Matilde Alexandra, der har en kandidat i musik fra Aalborg Universitet, har kalenderen fyldt med koncerter – både til private fester og firmaarrangementer, men også til kirke- og andre intimkoncerter, ligeledes over hele landet.

Men et par gange om ugen stempler de ind på Cemtec, med adresse på Majsmarken 1 i Hobro, hvor de sammen laver podcasten Anders og Matildes Verden, som er blevet en kæmpe succes.

- Siden vi stoppede på ANR, har vi ganske enkelt ikke kunnet lade være at lege sammen. Vi nyder hinandens selskab, og det virker til, at lytterne gør det samme. Da vi startede for godt et år siden, havde vi 60.000 månedlige afspilninger. Nu er det tal oppe på 250.000, fortæller Anders Wortmann.

Helt personligt

Podcasten handler om alt, der dukker op i Anders og Matildes Verden – og det er altid uden manuskript.

- Op til at vi mødes for at lave et afsnit af podcasten, kan vi måske sende hinanden en sms med et par stikord, som vi skal snakke om. Men uden at gå i dybden med tanken bag stikordet. På den måde opstår der en helt særlig dynamik, der kommer rundt om både Anders’ og min verden, som er meget forskellig. Eneste faste indslag er post fra lytterne, men ellers ser vi, hvad der sker, fortæller Matilde Alexandra.

- Vi giver rigtig meget af os selv, og lukker lytterne med helt ind i vores personlige liv på godt og ondt, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

På Danmarksturné

At podcasten er nået op på 250.000 månedlige afspilninger, har også givet duoen mod på nye eventyr sammen. De arbejder i øjeblikket på en Danmarksturné med Anders og Matildes Verden.

- Det skal være en blanding mellem snak, interviews, sang, musik og standup. Det vil dog først blive i 2027, ikke mindst fordi vi begge har godt fyldte kalendere i 2026, fortæller Anders Wortmann.

Lokation passer perfekt – i hvert fald lige nu

Anders Wortmann bor i Hobro, mens Matilde Alexandra bor i Nørresundby. At podcaststudiet er blevet i Hobro, er der en klar årsag til.

- Anders har børn. Det har jeg ikke. Derfor var fleksibiliteten vigtigst for Anders, og det er jo nemt for mig at komme hertil. Når rollerne engang byttes rundt, hvor Anders’ børn er blevet større, og jeg måske har små børn, kan det være, at vi rykker mod Aalborg. Men lige nu giver det mening at have studiet i Hobro, fortæller Matilde Alexandra, der også kan fortælle, at det kun lige var med det yderste af neglene, at de to overhovedet lærte hinanden at kende for seks år siden som værter på ANR.

- Jeg havde nogle helt andre planer, der så pludselig blev spoleret på grund af corona. I stedet hørte jeg, at Anders var på udkig efter en ny medvært til ”Morgenkøterne”, og jeg fik sendt en ansøgning afsted i allersidste øjeblik.

- Han kaldte mig til en samtale som den allersidste kandidat. Her fik jeg til opgave at medbringe en sang, som skulle præsentere en ny vært på programmet. Jeg skrev den på Disney-sangen fra Aladdin ”A Whole New World”, som blev til ”En helt ny vært”. Anders havde også selv skrevet en sang, på samme Aladdin-sang og med samme titel. Her fornemmede vi, at vi havde en særlig forbindelse, fortæller Matilde Alexandra.

En forbindelse, der altså er blevet til… ikke ”A Whole New World”, men til Anders og Matildes Verden…

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste