VVS’er fra Hobro fik fornem pris
HOBRO: 24-årige Jens Roler Kristensen fra Hobro fik sig lidt af en overraskelse, da han onsdag dimitterede som vvs-installatør på UCN i Aalborg. Ud over sit eksamensbevis modtog han nemlig brancheorganisationen TEKNIQs vvs-installatørpris.
- Den havde jeg ikke lige set komme, men det er selvfølgelig en dejlig anerkendelse af, at jeg må have gjort det ok på uddannelsen. Så selvom det normalt ikke lige er mig at være i centrum på den måde, var det rart at få prisen, sagde den 24-årige prismodtager.
Prisen blev overrakt af Michael Wulff, formand for TEKNIQ EL Aalborg-Himmerland, som på også holdt tale for dimittenderne.
For Jens Roler Kristensen betyder eksamensbeviset, at han nu er klar til at tage næste skridt i karrieren.
- Nu skal jeg ud og samle mig noget erfaring. Men på sigt kan jeg godt tænke mig at arbejde med projektledelse. Det er også årsagen til, at jeg har valgt at uddanne mig til vvs-installatør, fortalte han.
Vvs-installatøruddannelsen er en videregående uddannelse, hvor de studerende typisk har en baggrund som vvs’er.
TEKNIQ uddeler hvert år prisen til den studerende på hvert erhvervsakademi, der har klaret sig bedst på studiet som vvs-installatør.