Billede beskrivelse

Hobro-reserver viste sig godt frem mod superligahold

Hobro IK spillede onsdag uafgjort mod Viborg FF i en træningskamp

22. marts 2023 kl. 17.00
Opdateret kl. 20.05

VIBORG: Den kommende uges landskampe har sat landets to bedste fodboldrækker i bero indtil slutningen af næste uge, men alligevel fik Hobro IK's 1. divisionshold onsdag kampminutter i benene.

En træningskamp mod Viborg FF's superligahold endte 2-2. Mads Freundlich og Danny Amankwaa bragte Hobro foran med henholdsvis 1-0 og 2-1, mens Clint Leemans og Ibrahim Said stod bag de to udligninger for et Viborg-hold, der blandt andre også gav spilletid til anfører Jeppe Grønning.

- Det var en fin kamp, som vi brugte til at få nogle kampminutter i benene på en del af de spillere, der ikke har spillet så meget på det sidste. Vi fik også testet nogle ting, vi meget vel kan komme til at bruge fremadrettet, så det var rigtig fint, lyder det fra Hobro IK's cheftræner, Martin Thomsen.

Fra Hobros sædvanlige startopstilling var det kun Frederik Mortensen og Mads Freundlich, der var med i onsdagens kamp, og de var altså flankeret af spillere som Ronnie Schwartz, Laurs Skjellerup, Mathias Nygaard, Villads Rasmussen og Jacob Tjørnelund, der alle kæmper for en større rolle på holdet forud for det kommende nedrykningsspil.

I anden halvleg bidrog Danny Amankwaa med en scoring efter sin indskiftning, og det kan måske være med til at bringe den tidligere FC København-spiller tættere på mere spilletid. Indtil videre er det i forårssæsonen kun blevet til to korte indhop.

- Danny kom ind og scorede på en nedfaldsbold i dag, og jeg tror da helt sikkert, at han kan få en større rolle i resten af sæsonen. Der er rigtig stor kamp om pladserne, men Danny var en af de spillere, der viste sig godt frem i dag.

- Jeg synes generelt, at folk tog opgaven seriøst, og flere fik vist sig fint frem. En del af vores plan er også, at vi skal bruge sådan en kamp til, at vores unge spillere kan komme tættere på holdet, og derfor havde vi blandt andre også Jens Justesen, der normalt spiller på U19-holdet, med, siger Martin Thomsen.

Hobro IK tager søndag 2. april hul på nedrykningsspillet i Nordicbet Ligaen med en udekamp mod HB Køge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste