Populær koncert i nye klæder – den velkendte hygge består
HOBRO: Siden Musik i Østerskoven første gang så dagens lys tilbage i 2023, har koncerten været afholdt inde på græstæppet på DS Arena.
Sådan bliver det ikke i år, hvor koncerten i stedet afvikles på parkeringsområdet bag den ene tribune ved DS Arena. Samtidig afholdes koncerten i år på en fredag, modsat normalt en lørdag, ligesom billetprisen er sænket markant.
Koncerten finder i år sted fredag den 12. juni og byder på fire kunstnere i form af Poul Krebs, Bryan Adams Tribute og Almost AC/DC, mens det sidste navn offentliggøres senere.
Græstæppe skal nyanlægges
Om baggrunden for ændringerne til dette års koncert fortæller Thomas Floor, der er bestyrelsesformand for Hobro IK’s eventforening, som står bag Musik i Østerskoven:
- Først og fremmest skal græstæppet på DS Arena skrælles af og nyanlægges. Det er en intensiv og tidspresset proces, hvor banen skal være klar til den nye fodboldsæson. Det gjorde vores muligheder for valg af dato for koncerten yderst begrænset, og vi kunne simpelthen ikke finde en weekend, der passede. Derfor valgte vi at tænke i nye baner.
- Her er området bag ved Pajo Bolte-tribunen meget velegnet, og vi har fået godkendt, at der er plads til godt 2.500 publikummer. Det svarer nogenlunde til det antal koncertgæster, som vi har haft de seneste år, tilføjer Thomas Floor, der samtidig understreger, at der ikke bliver skruet ned for hygge, atmosfære, boder og udvalget af mad og drikke.
- Det bliver en koncert med den velkendte og elskede havefest-stemning, som altid har kendetegnet Musik i Østerskoven. Der bliver Hancock-fadøl i hanerne, hyggelige vinbarer, masser af lækker mad, ligesom der bliver god plads til hyggeområder med borde og bænke, tilføjer han.
Firmaarrangement
Endelig er koncerten flyttet fra lørdag til en fredag, hvilket skyldes ambitionen om, i endnu højere grad, at gøre koncerten til et tilløbsstykke for virksomheder.
- Baseret på vores erfaringer fra de tidligere års koncerter, har vi fornemmet, at det er mere bekvemt for en virksomhed at invitere sine medarbejdere til et firmaarrangement på en fredag end på en lørdag. Derfor har vi flyttet koncerten til en fredag, og vi håber virkelig, at områdets virksomheder vil bakke op om ændringen.
- Vi kommer også til at udbyde nogle attraktive VIP-billetter, og så inviterer vi i øvrigt alle til et stort afterparty i Sparekassen Danmark Loungen, når musikken slutter ved midnat.
- Vi glæder os meget til Musik i Østerskoven - i en ny udgave, hvor den sidste store ændring er billetprisen. En almindelig billet kommer til at koste beskedne 250 kroner plus billetgebyr, hvilket er markant lavere end ved tidligere års koncerter, slutter Thomas Floor.