Der var stor tilslutning til populært kvindeløb
HADSUND: Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund blev torsdag den 7. maj 2026 afholdt for 15. gang siden starten i 2010 – og endnu engang med rekorddeltagelse.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Allerede 14 dage før løbet var alle pladser udsolgt, og i alt deltog 1.540 løbere, hvilket er ny rekord. Arrangørerne fra Beauté Pacifique og Mariager Fjord Orienteringsklub glædede sig over den store opbakning, som år efter år samler kvinder fra hele Nord- og Midtjylland samt resten af landet.
De mange deltagere kom blandt andet fra Aalborg, Randers, Aarhus, Silkeborg, Viborg og Holstebro, og arrangørerne måtte i år afvise flere eftertilmeldinger, da deltagergrænsen blev nået. Den populære goodiebag fra Beauté Pacifique og energibarer fra Bodylab var igen et stort trækplaster, og allerede flere timer før start var der kø ved udleveringen af startnumre og goodiebags.
Løbet blev afviklet i flot forårsvejr, og deltagerne nød både stemningen på Munchs Eng og den 5,7 kilometer lange rute gennem Hadsund, over Hadsundbroen og gennem Thygeslund Skov. I år var forholdene på ruten markant bedre end sidste år, hvor vejarbejde skabte udfordringer.
Ved målområdet blev løberne mødt af mange tilskuere, spurtpræmier og forfriskninger. Omkring 300 præmier fra 40 lokale sponsorer blev uddelt blandt deltagerne, mens der også var mulighed for mad og drikke fra lokale boder. Resultaterne blev som de seneste år offentliggjort online, hvor mange deltagere straks fandt mobiltelefonerne frem for at se sluttiderne.
Største hold blev GMPack fra Hadsund med 45 deltagere foran Aalborg Atletik og Motion med 37 og Fjordløberne Hobro med 35. Under præmieoverrækkelsen blev der også uddelt særpræmier til løber nummer 500 og 1.000.
Løbets hurtigste tid blev sat af Line K. Schulz fra Aarhus 1900, der vandt aldersgruppen 30-39 år i tiden 20.30. Der blev kåret vindere i ni aldersgrupper fra de yngste deltagere under 14 år til løbere over 75 år.
Arrangørerne afsluttede aftenen med at takke for den store opbakning og ser allerede frem mod næste års løb, som afholdes torsdag den 13. maj 2027.