Dansk supergruppe indtager Kulturhuset
ARDEN: Det bliver en aften med musik i absolut særklasse, når den danske supergruppe AEGTESKAB går på scenen i Kulturhuset torsdag den 13. marts. Bag navnet står tre af landets mest anerkendte musikere: Mike Andersen, Michael Blicher og Eddi Jarl.
Det fortæller arrangørerne.
Trioen har samlet deres fælles passion for musik i et nyskabende og helt originalt projekt. For dem er musikken mere end blot en levevej – det er deres livsnerve, deres andet AEGTESKAB. Med en dyb respekt for hinandens musikalske udtryk har de skabt en unik lyd, hvor rå swing, ærlighed og intensitet smelter sammen.
I efteråret 2024 blev trioens debutalbum hædret med en Danish Music Award, hvor juryen blandt andet beskrev musikken som “smukt”, “helstøbt” og “et stilsikkert miks af pop, soul, blues og jazz”. Albummet har høstet stor ros fra anmeldere, og bandet har allerede markeret sig stærkt på den danske musikscene.
Erfarne musikere med internationalt format
Mike Andersen, Michael Blicher og Eddi Jarl har hver især en imponerende karriere bag sig og har optrådt både nationalt og internationalt. De har modtaget adskillige priser og har tidligere spillet i anerkendte orkestre som Mike Andersen Band, Blicher Hemmer Gadd, Sunbörn og Vestbo Trio.
En sjælden musikalsk oplevelse venter – gå ikke glip af chancen for at opleve AEGTESKAB live!