Billede beskrivelse

Tilbage til rødderne: - Netop det at have fokus på nærområdet er vigtigt for os

07. oktober 2025 kl. 19.01

HOBRO: Vikar- og rekrutteringsbureauet Komplex i Hobro blev stiftet i 2018 med base på Jernbanegade 6A.

Herfra gik det stærkt – der blev flyttet til større lokaler på Adelgade i Hobro, og der blev åbnet afdelinger i Viborg og Frederikshavn. Det seneste år har virksomheden imidlertid brugt på at finde tilbage til rødderne og tilpasse organisationen.

Således er Komplex i dag tilbage i lokalerne på Jernbanegade, hvor det hele startede. Samtidig er afdelingerne i Viborg og Frederikshavn lukket.

- Da vi startede Komplex, kom vi ret hurtigt ind i en periode, hvor vi vækstede, ansatte nye medarbejdere, flyttede til større lokaler, åbnede nye afdelinger og havde vildt travlt, men hvor vi ikke rigtigt tjente nogle penge. Dernæst kom corona, der var hård ved vores branche, fortæller Søren Kristiansen, direktør og indehaver af Komplex.

- Derfor nåede vi til et punkt, hvor det var tid til at sadle om, og samle os om vores kerneforretning og vores lokalområde. Det har vi gjort ved at flytte tilbage til Jernbanegade og tilpasse organisationen og omkostningerne, fortsætter han.

Fokus på lokalområdet

Komplex består i dag af seks medarbejdere, som håndterer de cirka 600 vikarer, som virksomheden har tilknyttet – primært indenfor industri, produktion og lager. I gennemsnit er der cirka 60 vikarer i arbejde om dagen, ligesom virksomheden også har en række rekrutteringsopgaver. 

Hovedparten af opgaverne er i Hobro og omegn.

- I dag er 85 procent af vores opgaver lokale, og netop det at have fokus på nærområdet er vigtigt for os. Når man vokser og åbner afdelinger i andre byer, som vi gjorde tidligere, så mister man lidt følingen med nærområdet og kunderne. Det har vi lært gennem de seneste år, og det føles 100 procent rigtigt, at vi har sadlet om på den måde, som vi har gjort, fortæller Henrik Loft Kølbæk, salgsdirektør hos Komplex.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste