Nu flytter fællessangen indenfor
ØSTER HURUP: Efter en vellykket sommer med fællessang på havnen i Øster Hurup, flytter tonerne nu indenfor. I løbet af efteråret 2025 inviterer Multihusets café til to hyggelige aftener med sang og samvær:
Onsdag den 15. oktober
Mandag den 17. november
Begge aftener starter kl. 19.
Det er Lene og Troels Kold, der står i spidsen for fællessangen. Inden pausen har de udvalgt en række sange fra Højskolesangbogen – med fokus på danske efterårstoner, men også et bredt udvalg på tværs af bogens mange genrer og tidsperioder.
Efter pausen åbnes der op for deltagernes egne ønsker, så sangskatten kan foldes ud på kryds og tværs – og der er garanti for noget for enhver smag.
Arrangementet varer knap to timer og inkluderer en pause. Der er gratis adgang, og caféen holder åbent både før og under arrangementet. Her kan gæsterne købe drikkevarer, samt kaffe og kage i pausen.
Alle er velkomne til en aften med fællesskab, stemning og smukke sange i Øster Hurups Multihus.