Fire år, to udtjente træbåde og en levende kulturarv
HOBRO: Langs besøgsstierne ved Hobro Værft kan besøgende følge arbejdet i Bådelauget Esther-Johanne, hvor en gruppe bådentusiaster siden 2022 har kæmpet for at redde to gamle, tilsyneladende håbløse træbåde – en kragejolle og en færøjolle.
Det fortæller bådelauget Esther-Johanne.
Kragejollen, bygget i Hobro i 1919, blev i starten af 2022 bragt hjem igen og fik sit oprindelige navn Esther tilbage. Målet har været at gøre den klinkbyggede båd søklar og bevare dens historiske værdi. Senere blev den omdøbt til Esther-Johanne.
Tæt ved, med bunden i vejret på et jernstativ, stod en gammel færøjolle. Bådelauget så straks potentialet: jollen kunne genopstå som tag på et skur – en gammel maritim tradition. I dag fungerer færøjollen som frokoststue og værksted, opført næsten udelukkende i genbrugsmaterialer.
De to projekter har krævet omfattende arbejde. Kragejollen Esther-Johanne har fået ny køl, stævne og bundstokke i egetræ samt ny klædning af lærketræsplanker, klinket med hundredvis af kobbersøm. Klinkbygning – hvor skrogets planker overlapper hinanden – er en ældgammel nordisk skibstradition, som i 2021 blev anerkendt som immateriel kulturarv af UNESCO.
Et vigtigt milepæl blev nået den 20. december 2025, hvor den øverste og 17. klædningsplanke blev monteret. Den traditionelle afslutning – hvor de sidste kobbersøm slås i – finder sted søndag den 25. januar kl. 11.00 ved den sydlige port til besøgsstien. Alle interesserede er velkomne til at kigge med.
Når bådelauget arbejder på Esther-Johanne, er de en aktiv del af formidlingen ved Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord. De viser gerne rundt og fortæller om både bådens historie og de traditionelle restaureringsmetoder.
Projektet har modtaget støtte fra Jutlanderfonden, Charles Kastberg Christensen ApS, Aage og Johanne Louis-Nielsens Fond, Weluxfonden, Fonden Himmerland og Mariagerfjord Kommune.