Mariane Brix Kjelgaard dyrker plukselv-blomster lige uden for Fjerritslev. Foto: Jesper Hansen
Shopping

Mariane har succes med plukselv-blomster

08. august 2022 kl. 08:17

Lige uden for Fjerritslev vækker to store marker med imponerende gladiolus-blomster opsigt blandt de forbipasserende. Faktisk så meget at mange bilister stopper op og begynder at plukke af de flotte blomster. Og det må de gerne. Det er nemlig meningen.

Blomsterne tilhører Mariane Brix Kjelgaard, som dyrker blomster efter pluk-selv-ideen, hvor kunderne selv går i marken og sammensætter blomsterbuketter efter deres egen smag og ønsker – og så betaler kontant eller via mobilepay.

Plukselv-blomster er blevet et populært koncept, hvor kunderne køber blomsterne direkte hos producenten uden fordyrende mellemled til en fornuftig pris, men til gengæld selv skal gøre lidt af arbejdet.

- Vi begyndte med blomsterdyrkningen i 2016 – og det fortryder vi ikke. For selv om der skal arbejdes hårdt er blomster en kilde til stor glæde. Både for mig selv og vores mange kunder, fortæller Mariane Brix Kjelgaard.

Mariane Brix Kjelgaard nyder at gå i marken mellem de imponerende flotte gladiolus. Foto: Jesper Hansen

Blomster fra april

- Vi lægger ud med tulipaner i april. Senere bliver det så til liljer og silkepæoner – og netop nu topper blomstersæsonen med gladiolus, georginer og solsikker.

- Det er populært. Forleden morgen talte jeg ti kunder i en af markerne. Og kunderne er glade. Mange sender en hilsen med tak, når de betaler med mobilpay – eller lægger måske en seddel i pengeboksen. Det er altid positive og glade kunder, vi møder.

- Kunderne er også ærlige. Forleden fik jeg en besked fra en kunde fra Aarhus, som var kommet til at tage saksen med hjem. Hun spurgte om hun skulle sende den. Men jeg sætter pris på ærlighed og kundernes søde kommentarer, så jeg fortalte hende, at hun bare kunne lægge den tilbage, næste gang hun er på Fjerritslev-kanten.

Mariane Brix Kjeldgaard, der til daglig arbejder som lærer på Ørebroskolen, dyrker blomstermarkerne sammen med sin mand, Finn Bach Kjelgaard, der er landmand. De får også hjælp af Finns far – og så et par pensionister, hvor den ene blandt andet har ombygget en gammel kartoffellægger, så den kan bruges til at lægge løg med.

Også humlebierne holder af plukselv-konceptet. Foto: Jesper Hansen

Et stort arbejde

- Det er et forholdsvist stort arbejde at dyrke blomster. Vi starter forfra hvert år – og de eneste planter, som vi overvintrer, er georginerne. Løg og frø bliver leveret af et firma, som har specialiseret sig på området – og som også leverer skilte og vejledning til os.

- Det er ikke noget, vi bliver rige på, for det er altså også et knokkelarbejde. Men arbejdet bærer næsten lønnen i sig selv, når vi møder de glade blomsterplukkere, siger Mariane Brix Kjelgaard.

Mariane Brix Kjeldgaards blomstermarker ligger lige uden for Fjerritslev. Kommer man fra Aggersund, er det venstre side en lille km før krydset, hvor Aggersundvejen krydser Bygholmvejlevej. Hvis man kommer fra Brovstsiden-siden ligger marken på højre side af Aalborgvej kort før Fjerritslev.

Plukselv-ideen stammer fra Schweiz, hvor man begyndte for cirka 30 år siden. Siden har konceptet haft sin sejrsgang over store dele af Europa og er i dag udbredt i Tyskland, Belgien, Frankrig og Østrig foruden Danmark.

Annonceret indhold

Nyeste