
Derfor er der dobbeltlås, videoovervågning og tyverisikring i bunker fuld af rom
Sikkerheden er i top på romlager i bunker fra 2. verdenskrig
PANDRUP: Iværksætterparret Anders og Titte Skotlander har netop tappet de første tønder med deres nye bunkerrom på 1275 flasker.
Der er gået seks år, siden ægteparret bag spiritusvirksomheden, der bærer deres efternavn, trillede tønde efter tønde ned i den tomme bunker fra 2. verdenskrig og fyldte dem med rom.
Og selvom bunkeren i forvejen ligger relativt sikkert klods op af Aabybro Mejeri, hvor det vil være svært at lave et indbrud ubemærket, skal sikkerheden være i orden og virksomhedens forsikringsselskab stiller da også store krav.
- De kræver, at her er to låse, videoovervågning og tyverisikring, afslører Anders og banker med et stort smil på bunkerens tykke mure, mens han gengiver sin samtale med forsikringsrådgiveren:
- Er det virkelig nødvendigt? Altså: Det er jo en bunker, griner han.
- Men ja, det har vi så installeret, og vagtselskabet ringer midt om natten cirka en gang om måneden, når der er fløjet en fugl herind.