Sonja Pedersen viser yoga-øvelsen ”vildkatten”. I baggrunden Sonja Pedersens to nye kolleger, Ditte Svendsen og Maren Brehmer.
Livet her

”Vildkatten” Sonja udvider med to fysioterapeuter

24. januar 2023 kl. 06:01

Fjerritslev Fysioterapi og Yogacenter har tredoblet kapaciteten, efter at virksomhedens grundlægger Sonja Pedersen har tilknyttet fysioterapeuterne Ditte Svendsen og Maren Brehmer til klinikken.

De tre fysioterapeuter har hver deres speciale og supplerer hinanden inden for både fysioterapi og yoga.

- Jeg tager mig selv primært af holdtræning i yoga, som henvender sig især til aldersgruppen over 50. Vi har hold til både mænd og kvinder – for yoga er altså også for mænd, understreger Sonja Pedersen.

Ditte Svendsen er ny fysioterapeut i Fjerritslev Fysioterapi og Yogacenter. Ditte Svendsen har særligt fokus på mødre, gravide og børn med sit program i fysio-flow.

Ditte Svendsen har særligt fokus på mødre, gravide og børn med sit program i fysio-flow, der også er velegnet til smertepatienter. Maren Brehmer er ekspert i manuel fysioterapi, der er målrettet til alle, der døjer med muskelspændinger – blandt andet ny-opererede med arvæv.

Klinikken blev grundlagt af Sonja Pedersen i 2016 og holder til i store lokaler på Rolighedsvej, hvor der både er en stor gymnastiksal og rum til individuel behandling.

Deler erfaringerne

- Jeg er glad for, at jeg nu har fået to nye kolleger. Det giver os mange flere muligheder. Vi kan også støtte hinanden og dele erfaringer og viden, forklarer Sonja Pedersen.

- Vores tilbud omfatter alle. Det er ikke sådan, at fysioterapi og yoga kun er for folk med en diagnose. Der er mange, som efterhånden har fået øjnene op for, at yoga er en god træningsform, der både forebygger og styrker.

- Det skal også med, at man ikke behøver en henvisning for at gå til fysioterapeut. Så det er bare at ringe og få en aftale. Så finder vi ud af det.

- I første omgang foretager vi en grundig undersøgelse, inden vi går i gang, så kunderne får den rigtige træning, siger Sonja Pedersen.

Maren Brehmer er ekspert i manuel fysioterapi, der er målrettet til alle, der døjer med muskelspændinger.

Fjerritslev Fysioterapi og Yogacenter har aftale med sygesikringen Danmark og en række forsikringsselskaber, så kunderne har mulighed for at få dækket en del af behandlingen på centret.

Annonceret indhold

Nyeste