Nu kommer kulturministeriet på besøg
SUCCES: Kulturministeriet besøger Vester Thorup Højskole for at se, om stedet kan leve op til kravene som højskole. Men først skal skolen gøres ren. SUCCES: Kulturministeriet besøger Vester Thorup Højskole for at se, om stedet kan leve op til kravene som højskole. Men først skal skolen gøres ren.
Nu mangler der kun små 100.000 kroner, før Vester Thorup Højskole rent økonomisk er i mål - men selvom der er lidt vej endnu, har ildsjælene bag hævet armene af glæde. Opbakningen til projektet med at skabe en helt ny højskole i Vester Thorup har nemlig fået så stærk lokal opbakning, at det næsten har taget vejret fra de frivillige, der har knoklet for at realisere den drøm, de havde.
Nu har det vist sig at blive en fælles drøm for hele Vester Thorup og omegn, lyder beskeden fra bestyrelsen, der er dybt taknemmelige for den opbakning, man har fået.
Den betyder nemlig, at man inden længe kan byde en medarbejder fra Kulturministeriet velkommen. Medarbejderen skal besøge højskolen for at sikre sig, at alle faciliteter er i orden og alt er køreklart, inden den endelige godkendelse gives. Og det betyder, at man på højskolen nu får drønende travlt, fortæller formand for bestyrelsen, Berit Johnsen.
- Vi skal sikre, at der ser rent pog pænt ud, når han kommer, fortæller hun og satser selv på at give alt, hvad hun har, for at højskolen ser pæn og flot ud, når kulturministeriets repræsentant kommer.
Men bestyrelsen kunne godt bruge lidt hjælp. Derfor håber de på, at borgerne i og omkring Vester Thorup har lyst til at hjælpe til, når der 26. januar er fælles rengøringsdag på højskolen.
- Det vil være helt fantastisk, hvis der er nogen, der har mulighed for at hjælpe til, siger Berit Johnsen, der ikke er et øjeblik i tvivl om, at et grønt lys fra Kulturministeriet kan have afgørende betydning for både Vester Thorup og Han Herred.
Lokalpolitiker Niels Jørgen Pretzmann, der også er med i bestyrelsen, bakker op - for der er ikke tvivl om, at der ud over det gode i at skabe mere liv i byen også rent økonomisk vil være markante fordele ved den nye højskole.
- For brugsen vil det betyde en meromsætning på en million kroner, anslår Niels Jørgen Pretzmann, der ikke lægger skjul på, at det alene vil gøre en meget stor forskel i landsbyen.
At man nu er så tæt på at have stillet garanti for det beløb, der er krav om, betyder samtidig, at højskolen nu er i fuld gang med at lede efter de medarbejdere, der skal drive og undervise på højskolen. Har man lyst til at være med til at skabe en helt ny højskole, er der åbent for ansøgninger. Nu kommer kulturministeriet på besøg