Coronapas kan fortsat blive et krav på f.eks. sygehuse. Arkivfoto
Livet her

Krav om mundbind kan fortsætte på hospitaler og plejehjem

Det anbefales i hvert fald, at både sygehuse og plejehjem så vidt muligt stiller krav herom

26. januar 2022 kl. 19:54

KØBENHAVN: Mens danskerne fra tirsdag kan droppe mundbindet, når der besøges butikker og købes ind, ser det ikke ud til at forsvinde helt fra samfundet.

Skal man besøge indlagte på hospitalet eller bedsteforældre på plejehjemmet, kan der stadig være krav om mundbind og coronapas.

Det anbefales i hvert fald, at både sygehuse og plejehjem så vidt muligt stiller krav herom.

- Der er jo ingen, der har lyst til at være den, der bærer smitten ind på et sygehus eller plejehjem, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på onsdagens pressemøde.

Her er det endelig blevet bekræftet, at coronarestriktioner fra tirsdag er fortid, som landets medier har kunnet berette hele dagen.

Hos Kræftens Bekæmpelse er man glad for indstillingen om fortsat at bruge mundbind og coronapas på landets sygehuse.

- Når man er indlagt for at få behandling for sin kræftsygdom - eller er forbi for at få kemoterapi eller stråler - skal man føle sig tryg og ikke være bange for at blive smittet, siger afdelingschef Pernille Slebsager i en pressemeddelelse.

På onsdag aftens pressemøde kaldet statsminister Mette Frederiksen (S) det fantastisk, at Danmark nu kan lægge langt de fleste og mest indgribende restriktioner bag sig og se frem til en mere normal hverdag. Men borgere bør stadig vise hensyn til de bekymrede, understregede hun.

- Det er helt ærligt fantastisk, at det er der, vi er nu.

- Men jeg ved godt, at nogle af jer, der lytter med i aften, stadig er bekymret. Coronaen er her, og den vil fortsat være iblandt os, siger statsministeren.

Danmark kan ifølge sundhedsmyndighederne fjerne restriktionerne af flere grunde.

Der er mange vaccinerede, relativt få indlæggelser, og desuden er omikron mildere end tidligere varianter, hvor folk i langt højere grad er blevet indlagt.

Statsministeren minder om, at alle bør tage særligt hensyn til ældre, sårbare og kronisk syge.

- Det gælder ikke mindst, når vi er sammen med familierne, det kan være på sygehuse eller på plejehjem.

- En meget, meget klar appel fra os her i aften er, at vi stadig viser hensyn til dem, der frygter at blive smittet. Alle skal føle sig trygge også i et åbent Danmark, siger statsministeren.

Omikron er blevet mere udbredt end de andre varianter, og det er positivt i den forstand, at den er mildere, og færre bliver indlagt. Smitten er høj og ventes at blive endnu højere i februar, inden den topper.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fremhæver, at der er en høj immunitet i befolkningen, hvilket hovedsageligt skyldes vaccinationer, men også folk, der er smittede.

Epidemikommissionen, som rådgiver regeringen om corona, kom sent tirsdag aften med en indstilling til regeringen om, at restriktionerne ikke bør forlænges, når de udløber 31. januar.

Det har regeringen valgt at lytte til, og et stort flertal i Folketinget er enig.

Det betyder, at restriktionerne fjernes fra tirsdag.

/ritzau/

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu