Med de nye lokaler i Østergade er der plads til vækst, fastslår Henrik og Vibeke "Fie" Gudjohnsen, der ejer Gudjohnsen Ejendomsservice.
Livet her

Gudjohnsen Ejendomsservice er flyttet hjemmefra

16. januar 2023 kl. 20:01

Gudjohnsen Ejendomsservice overtog ved årsskiftet bygningerne ved Ingo-tanken i Østergade i Brovst, hvor der tidligere har været autoværksted og grillbar.

- Vi har haft vokseværk, siden vi gik i luften for to år siden. Og fra at være en lille hobbyvirksomhed har vi nu syv ansatte plus to ungarbejdere, så vi har brug for pladsen, fortæller Henrik Gudjohnsen, der driver virksomheden sammen med hustruen Vibeke ”Fie” Gudjohnsen.

- Da vi startede, var det hjemme fra køkkenbordet på Fyrebakken, men det kneb med pladsen og privatlivet, når der også skulle være plads til de ansatte. Nu har vi fået en god ramme for at drive Gudjohnsen Ejendomsservice til nye højder, fortæller Vibeke Gudjohnsen.

- Nu er vi i gang med at sætte det hele sættes i stand. Vi har brug for lagerplads, møderum og ikke mindst garage til bilerne og snerydningsudstyret – og så er det planen, at vi får sat nogle store posters på de store udstillingsvinduer ud mod gaden.

- Med i købet er også to lejligheder i beboelsen, som skal udlejes, når de er sat i stand. Vi ejer i forvejen et par huse, som vi lejer ud, så det er ikke en ny form for virksomhed for os.

Ægteparret Gudjohnsen i den gamle grillbar, der nu skal bruges til kantine og møderum.

Vækstvirksomhed

Gudjohnsen Ejendomsservice beskæftiger sig især med erhvervsrengøring, vinduespudsning, haveservice og i vinterperioden også snerydning og saltning. De fleste af kunderne er virksomheder, men der er også enkelte private imellem.

- Det er kun gået fremad, siden vi begyndte – og vi har tænkt os at fortsætte væksten. Vi har det godt med at være selvstændige og arbejder gerne mange timer hver dag ugen hele ugen, men med de nye lokaler får vi også chancen for at være os selv derhjemme.

- Hvis ellers vi får lov af børnene, for de elsker at komme her i de nye lokaler, hvor der er plads til at leje – og de snakker også om, at det kunne være sjovt at overnatte her. Men det bliver i hvert fald ikke før, at vi har fået dækket de store vinduer af, slår Vibeke Gudjohnsen fast.

Annonceret indhold

Nyeste