18. september er der mulighed for at komme helt tæt på dyrene på Riskærgaard.
Livet her

Landmand åbner dørene: Klap en kalv og snup et traktorkørekort

Per Barup fra Riskærgaard byder inden for til "Åbent Landbrug"

09. september 2022 kl. 09:54

Per Barup fra Riskærgaard i Fjerritslev skal for første gang være vært ved "Åbent Landbrug", og han glæder sig.

- Jeg håber først og fremmest, at gæsterne går herfra med en rigtig hyggelig oplevelse. Og så håber jeg, at de ser med egne øjne, at dyrene har det godt, og at vi passer på naturen, siger Per Barup.

Han forventer 800 besøgende til arrangementet, som løber af stablen 18. september. I løbet af dagen vil de besøgende kunne se de nye stalde og de græsmarker, som køernes foder gror på.

Derudover vil der være besøg fra de lokale spejdere, og børnene vil eksempelvis kunne lede efter karameller i korn, tage pedaltraktorkørekort eller prøve at klappe en kalv.

Han overtog landbruget i december 2020 og har siden været i gang med en række omfattende tiltag, som publikum også får mulighed for at stifte bekendtskab med, når de besøger gården.

Per Barup har blandt andet installeret helt nye stalde med moderne forhold til gårdens 350 holsteinkøer, og han har omlagt til økologisk produktion med den højeste standard inden for dyrevelfærd. Det betyder, at Riskærgaard i dag leverer økologisk mælk, der lever op til alle tre dyrevelfærdshjerter.

Det er første gang, at Per Barup deltager i "Åbent Landbrug", og hele familien glæder sig til at åbne dørene.

- Det er så vigtigt, at alle ved, hvor vores mad kommer fra, og at vi har en masse gode snakke om, hvordan et moderne landbrug fungerer i dag. Det glæder jeg mig meget til at tale med nordjyderne om, siger Per Barup, der også er i fuld gang med at nedbringe Riskærgaards klimaaftryk. Det gør han blandt andet ved at være selvforsynende med eget foder til køerne.

- Jeg håber, at jeg kan være med til at vise nordjyderne, at det godt kan lade sig gøre at være first mover – også inden for grøn omstilling.

Annonceret indhold

Nyeste