I dag er det ofte søndenfjords, det foregår, når Nordjyllands skatere kaster sig ud i vilde tricks. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Håndværkere på skateboard bygger den største bane nord for Limfjorden

Ny skatepark i Brovst begynder snart at tage form

24. januar 2022 kl. 20:19

BROVST: Hvis du ser en flok håndværkere komme susende med et skateboard under fødderne i den nærmeste fremtid, er det faktisk en del af deres arbejde.

I februar går en håndfuld ansatte fra københavner-firmaet FSR Beton nemlig i gang med at bygge den nye skatepark ved hallen i Brovst - og der er det altså en fordel, at håndværkerne selv har prøvet at lave tricks på det rullende bræt.

- Det er meget komplekst at lave en skatepark, hvis man ikke skater. Det er meget nemmere, når vi selv skater. De fleste har skatet, siden de var helt unge, fortæller Claus Hermansen, der er den ene af to inkarnerede skatere bag FSR Beton.

Her er skateboardet et lige så vigtigt arbejdsredskab som betonglatteren.

- Vi skater alle de ting vi bygger for at forstå, hvad vi laver og kontrollere det.

- Er det ligefrem et krav for at blive ansat, at man selv står på skateboard?

- Ja, det vil jeg sige. Vi skater alle sammen - også alle vores ansatte. Nogle af dem skater på højt plan, men nu er nogle af os selvfølgelig blevet ældre, så vi hyggeskater lidt, griner Claus og forklarer hvorfor, det er så vigtigt at kende til sporten på forhånd.

- Det er meget nemmere at tage en passioneret skater og gøre ham til dygtig banebygger, end at tage en dygtig håndværker og gøre det den anden vej rundt. Sådan er det nok i mange af de her sportsgrene, der er så meget en livsstil. Greenkeeperen spiller jo også selv golf.

Når først arbejdet rigtigt går i gang, kommer de til at bo mandskabsvogne tæt på byggepladsen ved hallen, indtil den nye skatebane står færdig til sommer.

Det bliver den største bane i hele Nordjylland, der har en overdækket del, og det bliver den allerstørste bane nord for Limfjorden. Derfor regner man også med, at den kommer til at trække folk til byen.

- Den får en sjov udformning med mange forskellige slags ramper, så jeg er sikker på, at folk i miljøet vil rejse langt efter den, siger Claus, der understreger, at den både kan bruges af nybegyndere og de helt skarpe professionelle.

- Banen får en sværhedsgrad, så man kan holde konkurrencer og lokke dygtige skatere til fra hele landet, slår han fast.

Holder tidsplanen, kan de første skatere indvie banen i løbet af juni.

Se også
Nyt spisested mangler vigtig tilladelse - så reagerede borgmester
Se også
Sygeplejersken Tina dropper fast job: Satser alt på grøn modeidé

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu