Vendsyssel-træner Lasse Stensgaard kunne se sit hold brænde flere store chancer i Hvidovre, og derfor blev det til endnu et nederlag. Arkivfoto: Bente Poder
Sport

Vendsyssel skal slås mod nedrykning efter nyt nederlag: - Jeg lider med spillerne i dag

Vendsyssel-træner Lasse Stensgaard så flere gode takter mod Hvidovre, men det gav ikke noget udbytte

21. november 2020 kl. 16:24

FODBOLD: Vendsyssel FF er røget ind i et slagsmål for at undgå nedrykning fra 1. division.

Lørdag blev det til et 0-2-nederlag i Hvidovre, og dermed hænger vendelboerne fast på den 11. plads, der vil udløse en nedrykning til 2. division.

- Det var en hård en i dag, for jeg synes, at vi spillede 52-55 rigtig gode minutter. Vi ramte det meste af det, vi har brugt tid på, og vi skabte vel flere chancer, end man kunne forvente.

- Desværre fik vi ikke scoret, mens vi havde momentum, og så kom Hvidovre bedre ind i kampen, mens vi også selv begyndte at lave et hav af tekniske fejl. Jeg lider med spillerne i dag, for de gjorde det rigtig fint, men desværre var vi ikke dygtige nok i de afgørende situationer, siger Vendsyssel-træner Lasse Stensgaard.

Hvidovre - Vendsyssel FF 2-0 (0-0)

Mål: 1-0 Ahmed Iljazovski (68. minut), 2-0 Kim Aabech (83. minut)

Advarsler: Anders Randrup, Hvidovre (9. minut), Mikkel Wohlgemuth, Vendsyssel (17. minut), Tiémoko Konaté, Vendsyssel (51. minut), Matti Olsen, Hvidovre (57. minut), Lasse Steffensen, Vendsyssel (70. minut), Andreas Kaltoft, Vendsyssel (71. minut)

Udvisning: Lasse Steffensen, Vendsyssel (74. minut)

Opstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Kevin Ray Mendoza - Lasse Steffensen, Jakob Hjorth (Henri Järvelaid, 46. minut), Andreas Kaltoft, Søren Henriksen - Muhammed-Cham Saračević (Grégory Berthier, 13. minut)(Jelle van der Heyden, 80. minut), Mikkel Wohlgemuth, Zander Hyltoft, Ali Messaoud (Easton Ongaro, 86. minut) - Mikkel Agger (Tobias Christensen, 86. minut), Tiémoko Konaté

Han anerkender, at det for Vendsyssel FF nu bliver en kamp mod nedrykning.

- Ja, det synes jeg da. Vi må erkende, at det bliver svært at komme i topseks, så der venter et nedrykningsspil, hvor vi får mange interne kampe med vores konkurrenter, så selv om vi ligger i bunden, er det ikke givet, at vi også ender der.

- Som det ser ud nu, er det dog utopi at tro, at vi pludselig henter 10 point i streg, konstaterer Lasse Stensgaard, der lørdag fik føjet to nye navne til en i forvejen lang skadesliste.

Muhammed-Cham Saracevic måtte bæres fra banen allerede efter 13 minutter efter en hård tackling fra hjemmeholdets Anders Randrup.

- Umiddelbart er der ikke noget brud, men han har svært ved at støtte på foden. Det er for tidligt at sige for meget om omfanget, men umiddelbart tror jeg, at det heldigvis så værre ud, end det var, siger Lasse Stensgaard, der i pausen også måtte tage forsvarsspilleren Jakob Hjorth ud.

- Han lignede en mand, der lige var blevet knockoutet af Mike Tyson. Han kunne ikke se noget ud af det ene øje, så han skulle selvfølgelig ud, siger Lasse Stensgaard om forsvarsspilleren, der tidligere har været stærkt plaget af hjernerystelser.

- Det skal man bestemt ikke spøge med, og derfor tager vi heller ingen chancer med den slags, for det er noget, man kan risikere at skulle slås med resten af livet. De næste dage må afgøre, om der er mere i det end et hævet øje, siger Lasse Stensgaard.

Vendsyssel FF ligger á point med Kolding på tiendepladsen. De to hold tørner fredag sammen i Kolding.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu