Livet her

Mødte ekstra-ordinært ind for at tage imod stort rykind

29. november 2022 kl. 09:01

HJØRRING: Lørdag den 26. november var VIKAs medarbejdere ekstraordinært mødt ind på arbejde. 

- De var mødt ind for at vise alle interesserede, hvad det vil sige at være i beskyttet beskæftigelse på VIKA, og for at fortælle om de produktionsopgaver, som de løser i virksomheden. VIKA er en produktionsvirksomhed, der beskæftiger 60 førtidspensionister med høj arbejdsidentitet. Værkstederne løser opgaver for virksomheder, Hjørring Kommune og private. Det er første gang VIKA holder værkstederne åbne og spændingen blandt medarbejderne var stor i forhold til, hvor mange besøgende der ville møde op. Det blev en stor succes! Allerede da VIKAs indgangsparti blev åbnet stod folk i kø, og hele dagen kom folk til i en lind strøm. De besøgende spurgte nysgerrigt ind, medarbejderne viste og fortalte om deres arbejdsdage og opgaver. Der blev solgt stort ud af VIKAs egen produktion, og der var stor interesse for deres flotte plankeborde, lyder det fra VIKA.

Da dagen når til ende, er der glæde og begejstring blandt medarbejderne og ledelse. Arrangementet er gået over alt forventning, og dagen har været særdeles vellykket. Medarbejderne har meddelt afdelingsleder Susanne Schou Lykkegaard, at de synes succesen skal gentages igen næste år, og at de er klar til at stille op igen. Hun fortæller, at arrangementet har positiv indvirkning på medarbejdernes selvværd og selvtillid, og at medarbejderne har vist borgere i Hjørring og omegn, at deres arbejdsplads VIKA, er en virksomhed som alle andre – bare med et helt særligt socialt design. Hun tilføjer, at der ikke er tvivl om, at lørdagens oplevelser vil være samtaleemne i de kommende arbejdsdage på VIKA. På den måde bidrager et succesfuldt åbent hus med arbejdende værksteder også til en endnu stærkere fællesskabsfølelse i arbejdsfællesskabet på VIKA. Man kan følge VIKA på facebook: Søg på VIKA Hjørring.

Annonceret indhold

Nyeste