De fleste piger og unge kvinder under 20 år hedder Emma, viser opgørelse fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto)
Mennesker

Populære navne: Du kender garanteret Anne, Peter, Emma eller William - eller alle fire ...

19. januar 2021 kl. 11:22

KØBENHAVN: Det mest almindelige danske pigenavn er Anne. Blandt drenge og mænd er der flest, der hedder Peter til fornavn.

Sådan har det været i flere år, og sådan er det stadig, viser Danmarks Statistiks årlige opgørelse over navne.

Zoomer man ind på de forskellige aldersgrupper, får man et mere detaljeret billede af, hvilke navne der har været populære gennem tiden.

Både blandt børn og teenagere er Emma det mest populære pigenavn. Således ligger Emma i top hos alle piger under 20 år.

Blandt drenge under ti år hedder flest William, mens deres storebrødre i alderen 11 til 20 år oftest hedder Mikkel.

Hos de unge i 20'erne er Camilla og Mathias de mest almindelige fornavne, mens kvinder og mænd i 30'erne typisk hedder Maria og Martin.

Blandt de ældre - de danskere, der er 70 til 89 år - hedder flest mænd Jørgen, mens flest kvinder hedder Kirsten.

Mænd og kvinder i 90'erne hedder oftest henholdsvis Hans og Anna.

Det mest brugte pigenavn - Anne - har ligget i top på tværs af aldersgrupper siden 2006, mens Peter har ligget i top hos drenge og mænd siden 2012.

44.872 danskere hedder Anne, og 47.665 hedder Peter. Både kvinder med navnet Anne og mænd med navnet Peter er i gennemsnit 51 år.

Udover topscorerne Anne og Peter ligger følgende navne i top-fem: Kirsten, Mette, Hanne og Helle samt Michael, Jens, Lars og Thomas.

Danmarks Statistik har også set på de mest almindelige fulde navne.

Der findes flest danskere med navnet Kirsten Nielsen. Det hedder 657 personer. På andenpladsen følger Kirsten Jensen, mens Henrik Nielsen er det tredje mest brugte fulde navn.

De to sidstnævnte navne bæres af henholdsvis 655 og 609 danskere.

/ritzau/

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu