Susanne Hald tiltrådte som inspektør på Landlyst 1. august.
Mennesker

Ny inspektør i HI: Susanne ta’r de sure sokker med det søde ...

04. november 2020 kl. 19:00

HJØRRING: Ganske vist har Susanne Hald kun to arme, men det er alligevel lidt af en blæksprutte-stilling, hun har været ansat i siden august.

Som inspektør på Landlyst i Hjørring Idrætsforening skal hun sørge for, at faciliteterne er tilgængelige for spillere og trænere på meget forskellige tidspunkter af døgnet, der skal vaskes fodboldtøj, og så skal der være styr på kegler, veste og hvad man ellers bruger til kamp og træning på HI’s anlæg.

Parterne kendte i forvejen hinanden, idet Susanne Hald i flere år har været tilknyttet som tøjvasker under den forhenværende inspektør. Foto: Kim Dahl Hansen

En vigtig del af jobbet er også at planlægge kampprogrammer og tildele baner og omklædningsrum - og ikke mindst corona-rengøring af disse. På det seneste er der dog blevet tyndet lidt ud i den logistik, da corona-restriktionerne har medført, at det nu kun er børn og unge under 21 år, der fortsat må få græs på knæene i foreningslivet.

Så er der også alle de ting, der ikke står i job-beskrivelsen.

- Der kan jo godt lige være en lille dreng, der skal trøstes lidt, hvis han har fået en bold i hovedet, som Susanne Hald siger.

Ind under huden

Og erfaringerne med at tackle børn og unge på en fornuftig facon er hende ikke helt fremmed.

I mere end 20 år har Susanne Hald og hendes mand således haft plejebørn, men det seneste farvel - da børnene skulle hjemgives til deres biologiske forældre, som det hedder - var udslagsgivende.

- Det var meget hårdt at sige farvel, det var virkelig kommet ind under huden for os. Så nu besluttede vi os for, at vi skulle lave noget andet, fortæller Susanne Hald.

Hendes mand Jens arbejder nu på et opholdssted.

Susanne Hald har tidligere arbejdet på kontor og i hotelbranchen, men hun er nu heller ikke en helt fremmed fugl på Landlyst, da hun i en god håndfuld år i forvejen har været tilknyttet som tøjvasker, mens Kristian Kristensen var inspektør.

Var klar til samtaler

HI var ellers i foråret gået i gang med at finde ny inspektør med et helt ordinært jobopslag, som kastede en del ansøgninger af sig

Det fortæller Lasse Kristensen, der er bestyrelsesmedlem i HI.

- Vi var egentlig klar til at holde samtaler, da det hele lukkede ned på grund af corona, fortæller han.

Corona rimer på usikre fremtidsudsigter - og så blev Susanne Hald bragt i spil som en mulig inspektør, idet begge parter i forvejen kendte hinanden godt.

- Da vi først havde tænkt tanken, skulle vi ikke bruge mange minutter på at beslutte, at vi ville spørge Susanne, siger Lasse Kristensen.

Lasse Kristensen fortæller i øvrigt, at HI de senere år har haft sorte tal på bundlinjen, men corona-pandemien betyder, at man mister hundredetusindevis af kroner, da man ikke kunne tjene penge i Dana Cup-ugen.

- Vi skal nok komme helskindet igennem i år, men fortsætter det, så bliver vi måske nødt til at kigge på kontingenter og andet, vurderer Lasse Kristensen.

Hjørring Idrætsforening ejer deres eget klubhus, der er fra 1964.

De seneste år har det været muligt at sætte lidt penge af til vedligeholdelse af den gamle bygning. Aktuelt arbejder man på at udskifte en del af de gamle stern-brædder.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu